Februar bød på flest bolighandler i et halvt år

Det er dog ikke en decideret opblomstring, og handelstallene er de laveste for en februar måned siden 2016.

Antal Til Salg-skilte på boligmarkedet ligger bomstille

Nye tal fra Boligsiden viser, at boligsalget steg i februar. I alt var der 5.107 bolighandler med huse, lejligheder og sommerhuse, hvilket er knap 1.000 flere end i januar. Det svarer til en stigning på 24%. Også hvis vi tager højde for sæson steg boligsalget i februar med 10%. Der blev i februar handlet 3.381 huse, 1.224 lejligheder og 502 sommerhuse. Der er fremgang at spore for samtlige boligtyper.

Der kom lidt mere liv i boligmarkedet i februar. Måneden byder på det højeste antal handler i et halvt år. Det sker efter en periode med meget lav puls, hvor handlerne har været nede og runde det laveste i omkring et årti. Det er dog ikke en decideret opblomstring, og handelstallene for februar er de laveste for en februar måned siden 2016. Men der er bestemt fremgang at spore. Fremgangen ser vi komme på baggrund af, at der er kommet en anelse mere ro omkring renterne og den økonomiske situation.

Selvom der er fremgang i bolighandlerne, så er bolighandlerne dykket markant de seneste to år. I februar blev der handlet 22% færre boliger i forhold til sidste år, og sammenlignet med i 2021 er handlerne faldet med næsten 50%. Boligmarkedet blev ramt en helt ny virkelighed i 2022 med mærkbare ren­testig­nin­ger, højere energipriser og økonomisk usikkerhed. Det sendte han­del­sak­ti­vi­te­ten markant ned. Og det ser vi så nu begynde så småt at vende.

Den mere rolige udvikling og egentlig spæde fremgang i boligsalget skyldes, at der er kommet mere ro om renterne. Gennem 2022 skød renterne i vejret, hvor et fastforrentet lån steg fra 2% til omtrent 6% på et tidspunkt. Men siden er renten faldet tilbage og har ligget omkring 5% siden oktober. Og stoppet for ren­testig­nin­ger­ne sender købernes følehorn ud igen. Hertil er der kommet lidt mere ro på den økonomiske situation, hvor der strømmer fornuftige tal ud fra økonomien trods økonomisk usikkerhed. Blandt andet bliver beskæftigelsen ved med at sætte rekord.

Siden i sommers, hvor priserne toppede, er der barberet 10% af huspriserne og næsten 12% af lej­lig­heds­pri­ser­ne. Vi forventer, at boligpriserne fortsætter faldet, men at det største prisfald har fundet sted.

Relaterede artikler