Boligpriserne falder i februar

Det giver danskernes friværdi gevaldige hug.

Boligpriserne fortsætter op - men i nedsat tempo

Netop of­fent­lig­gjor­te tal fra Boligsiden viser, at boligpriserne falder i februar. Huspriserne falder med -0,5% og lejligheder falder med -0,7%. Siden i sommers, hvor priserne toppede, er der barberet 10% af huspriserne og næsten 12% af lej­lig­heds­pri­ser­ne. Tager vi højde for sæson, så er faldet en bid mindre siden i sommers, men det ændrer ikke det store ved den markante pil ned for priserne.

Boligpriserne fortsætter ned i februar. 2022 bød på det største prisfald i mere end et årti, og priserne er stadig på vej ned ad bakke i starten af 2023. Det giver danskernes friværdi gevaldige hug. Indtil videre er der skåret 260.000 kr. af prisen på et gennemsnitligt hus herhjemme, mens lejligheder i gennemsnit er dykket med 330.000 kr. siden toppen.

De mærkbare prisfald kommer ovenpå en periode med kraftige prisstigninger, og tager vi det med i ligningen, så er boligpriserne i dag på niveau med begyndelsen af 2021. 

Det er især ren­testig­nin­ger, som har ramt og påvirket boligmarkedet det seneste års tid. Da vi gik ind i 2022, lød renten på et fastforrentet lån på 2%, mens renten i øjeblikket ligger på vippen mellem 5% og 6%. De højere renter gør det dyrere at finansiere boligkøbet. For nogle kan det betyde, at boligdrømme må opgives, mens andre må lede efter en billigere bolig. En billigere bolig kan opnås ved at købe færre kvadratmeter, en anden kvalitet eller forsøge at presse prisen ned. Det hele giver tilsammen et nedadgående pres på boligpriserne. Hertil har boligmarkedet oplevet modvind fra højere energipriser, høj inflation samt større usikkerhed for den økonomiske fremtid.

Den lavere interesse for at købe bolig ses også tydeligt på han­del­sak­ti­vi­te­ten, som er faldet betragteligt. De færre boligkøb betyder samtidig, at der kommer flere salgsskilte, og det er også med til at presse priserne ned, da det giver boligkøberne mere at vælge mellem, og sælgerne flere konkurrenter.

Vi forventer, at boligpriserne fortsætter faldet, og her vil ren­te­ud­vik­lin­gen spille en afgørende betydning for udviklingen. Vi har den seneste måneds tid oplevet nye ren­testig­nin­ger, som kan resultere i ny modvind til et i forvejen presset boligmarked målt på handler og priser.

Relaterede artikler