Laveste boligudbud i 14 år - udbuddet af boliger fortsatte ned i juni
46.291 boliger til salg i øjeblikket.
Dugfriske tal fra Boligsiden viser, at boligkøberne har stadig færre boliger at vælge mellem. I alt står der 46.291 boliger til salg i øjeblikket. Det er næsten 1.400 færre end for blot en måned siden og et fald på 10.000 i forhold til samme tidspunkt sidste år. Kobler vi længere statistikker på Boligsidens, så er der tale om det aktuelt laveste boligudbud i 14 år. Sammenlignet med for et år siden er der i dag omkring 14% færre hus og 16% færre lejligheder til salg, mens udbuddet af sommerhuse er barberet med ned med mere end 34%.
Det faldende udbud i juni måned opleves for samtlige boligtyper. I juni faldt udbuddet af huse med 2,6%, så huskøberne i dag har 31.917 huse at vælge mellem. Udbuddet af huse er faldet stabilt gennem det seneste årti, og den seneste tid har faldet så fået yderligere et skub. Det bringer antallet af huse med til salg-skilte i forhaven ned på det laveste siden 2007. Også udbuddet af lejligheder og sommerhuse gik i juni tilbage med henholdsvis 3,0% og 4,1%. Det betyder, at der i dag står 7.152 lejligheder til salg, mens sommerhuskøberne må flokkes om de 7.222 huse, der aktuelt står til salg. Især udbuddet af sommerhuse er braget ned den seneste tid. Nedgangen i boligudbuddet gælder desuden langt størstedelen af landet for alle boigtyper.
Boligsøgende får måned efter måned dårligere kort på hånden i jagten på den nye bolig med færre boliger at vælge mellem. Det skyldes, at boligsalget virkelig er buldret derudaf i et par måneder nu, og udbuddet kan simpelthen ikke følge med. Handelsaktiviteten har for alvor oplevet en ketchup-effekt med genåbningen, men det har udbuddet ikke. Det betyder, at boligkøberne lige nu må flokkes om det laveste boligudbud i 14 år.
Coronatiden har sat gang i nogle yderst bemærkelsesværdige bevægelser på boligmarkedet. Både salgsannoncer og bolighandlerne bragede ned i marts og april som følge af nedlukningen. Efterfølgende har vi så set en handelsaktivitet blomstre og indhente alt det tabte fra de foregående måneder. Med andre ord er alle de udskudte boligdrømme godt og grundigt i gang med at blive realiseret. Helt samme historie bærer udbuddet ikke - for selvom flere sælgere godt nok er kommet ud af busken den seneste tid med flere salgsannoncer, så har det ikke været nok til at indhente det manglende fra de foregående måneder. Potentielle boligsælgere hænger kort og godt fortsat fast i en vis forsigtighed med at få sat boligen på markedet. Under normale omstændigheder vil vi typisk se, at boligudbuddet vokser i løbet af foråret, men det er altså en tendens, som totalt er udeblevet i år.
Det faldende boligudbud er med til at holde en hånd under priserne, som i en coronatid har oplevet lidt udfordringer. Skærer vi igennem de sædvanlige prisstigninger, som der normalt hersker på boligmarkedet i foråret, så er priserne i de første tre måneder af coronakrisen faldet med -1,5% på huse, -1,8% på lejligheder og -3,8% for sommerhuse. Set i lyset af coronakrisen med historiske dimensioner og næsten 50.000 nye ledige, så er det relativt milde prisfald. Det hænger dels sammen med et robust og stabilt boligmarked, men også at det faldende udbud er med til at holde hånden under priserne. Vi forventer, at huspriserne på landsplan falder med -3% for året som helhed, mens vi ser lejligheds- og sommerhuspriser falde med -5%. Det er yderst moderate fald og intet sammenlignet med finanskrisen. Trods en mørk og dyster tid, er vi på mange måder fortrøstningsfulde og relativt optimistiske for boligmarkedet, som står godt rustet til den aktuelle modvind.