Turbulent 2022 for danskernes aktieformuer

2022 bød på markant tilbagegang for danskerens aktieformuer.

ZEW-tilliden til tysk økonomi forbedres i februar, men mindre end forventet

Nye tal fra Nationalbanken viser, at de danske husholdningers egne ak­tie­be­hold­nin­ger lyder på 549 mia. kr. ved udgangen af november. Det beløb er endda i underkanten, da Nationalbanken angiver, at formuen er undervurderet med ca. 24-25 mia. kr. pga. en fejl i registerdata. Aktieformuen vil derfor lyde på i omegnen af ca. 575 mia. kr. ved udgangen af november, hvis dette indregnes. Det ændrer dog ikke på, at danskerne har oplevet tab på deres aktieformue i 2022. Statistikken ser alene på VP-registrerede værdipapirer, og en stor del af beholdningen af udenlandske aktier indgår derfor ikke. Statistikken går tilbage til 2000.

2022 bød på markant tilbagegang for danskerens aktieformuer, hvor der i årets første 11 måneder er skåret 93 mia. kr. af formuen. Det danske C25-indeks er da også faldet med mere end 13% for 2022 som helhed, og det smitter selvsagt negativt af på danskerens aktieformuer. Når det er sagt, så skal vi dog også huske på, at årets sidste fjerdedel har set væsentligt mere positivt ud, hvor en del af det tabte er blevet indhentet.

Det store milliardbeløb, som der er barberet af danskerens aktieformuer i 2022, svarer til et fald på 15%. En del af det tabte er dog blevet genvundet i oktober og november, hvor der er lagt 48 mia. kr. til aktieformuerne. Kaster vi et blik på december, så steg det danske C25 kun ganske marginalt, og vi forventer derfor ikke, at december kommer til at ændre noget nævneværdigt i det store billede. Tabet i 2022 kommer i forlængelse af tre år med massiv fremgang. I løbet af 2019, 2020 og 2021 blev der føjet 325 mia. kr. til danskernes aktieformuer, og det skal med, når vi gør boet for 2022 op.

Ser vi på det negative afkast for 2022 i et større perspektiv, er det en vigtig reminder om, at investering i aktier er en langsigtet investering. For det vil både gå op og ned undervejs. Har man været med siden 2019, så har den gennemsnitlige investor et positivt afkast på trods af nedturen i 2022. Det handler derfor om at have is i maven og bevare roen og overblikket, og særligt ved store udsving, som vi har set undervejs i 2022, må man minde sig selv om sin oprindelige in­ve­ste­rings­stra­te­gi og holde fast.

Relaterede artikler