Danskernes indkomst pegede mærkbart op i 2024
Og det med den højeste fremgang i mindst 10 år.
Nye tal fra Danmarks Statistik viser, at danskernes skattepligtige A-indkomst lød på 349.000 kr. i 2024. Det er en stigning på ca. 16.100 kr. svarende til en fremgang på 4,8%. Statistikken går tilbage til 2012.
Danskernes indkomst steg mærkbart sidste år. Og det med den højeste fremgang i mindst 10 år. Det skyldes en lang myriade af faktorer. Først og fremmest præsterer arbejdsmarkedet rigtig godt med rekordhøj beskæftigelse og mere end 3 mio. personer i arbejde. Når flere kommer i arbejde, trækker det indkomsten op, mens mange danskere også har oplevet at få mere i lønningsposen.
Fremgangen i indkomsten på 4,8% i 2024 er mærkbart højere end det vi så op i gennem 2010`erne, hvor den årlige fremgang lå omkring 1%-2%. I 2020 og 2021 lød fremgangen på henholdsvis 4,6% og 3,7%, hvilket skyldtes udbetalingen af to omgange indefrosne feriemidler under corona.
Lønningerne steg ganske markant sidste år. I 4. kvartal 2024 steg lønningerne med 4,8% i forhold til året før på arbejdsmarkedet, mens beskæftigelsen steg med 34.000 personer sidste år. Det bidrager sammen til at bringe den gennemsnitlige indkomst op. Beskæftigelsesfremgangen er i øvrigt fortsat ind i de to første måneder af 2025, mens lønningerne også fortsat peger pænt opad, om end med lidt mindre fart.
Inflationen er faldet til ro, og ligger aktuelt under 2% herhjemme. Det betyder sammen med de pæne lønstigninger, at danskerne igen har fremgang i reallønnen og dermed købekraften. Lønningerne har ganske enkelt overtaget førertrøjen fra prisudviklingen, og har haft den gennem en længere periode. Det er positivt, at danskerne igen oplever at nå længere for de tjente kroner efter et par sløje år med massiv tilbagegang i reallønnen.
De personer, som i gennemsnit tjener mest, bor i Gentofte Kommune, hvor man i gennemsnit har en skattepligtig indkomst på 525.400 kr. i 2024. Den gennemsnitlige skattepligtige indkomst er lavest i Ærø Kommune, hvor man i gennemsnit tjente 269.800 kr. i 2024.