Rekordmange turistovernatninger sidste år

Meget tyder endda på, at 2025 også bliver et travlt år, da de første måneder af året har budt på fortsat mange overnatninger

Kvinde Kigger Ud Over Byen Fra Toppen Af Rundetårn

Nye tal fra Danmarks Statistik viser, at der sidste år var 65,16 mio. turi­stover­nat­nin­ger på danske hoteller, feriehuse, campingpladser, feriecentre, vandrerhjem og lystbådehavne. Det er 1,44 mio. flere overnatninger end i 2023, og er dermed ny rekord. Statistikken går tilbage til 1992, undtagen for vandrerhjem som går tilbage til 1998.

2024 bød på rekordmange turi­stover­nat­nin­ger i Danmark. Det skyldes især en pæn fremgang fra udenlandske gæster på 5%, og som gør, at turi­stover­nat­nin­ger­ne for tredje år i streg slår ny rekord. Det er især hotellerne, som driver fremgangen, men der er faktisk fremgang at spore på de fleste over­nat­nings­mu­lig­he­der. Meget tyder endda på, at 2025 også bliver et travlt år, da de første måneder af året har budt på fortsat mange overnatninger.

Antallet af ho­te­lover­nat­nin­ger gik frem med 4,3% fra 2023 til 2024, og det betyder ny rekord for antallet af ho­te­lover­nat­nin­ger. Også antallet af overnatninger i udlejede sommerhuse slår rekord, hvilket også gælder feriecentre. De øvrige over­nat­nings­mu­lig­he­der ligger også tæt på rekordhøjder.

De nye rekordhøjder skyldes flere udenlandske gæster herhjemme, da de går frem med 5,2%, mens de danske overnatninger går lidt tilbage med 0,8%. De tyske gæster står for størstedelen af de udenlandske overnatninger, da de står for næsten en tredjedel af de samlede overnatninger. De senere år er det især antallet af tyskere og amerikanere som er øget, mens der kommer færre svenskere og nordmænd.

Ser vi på 2025, så er der bestemt meget der taler for, at det også bliver et godt år med mange turi­stover­nat­nin­ger. De første to måneder af 2025 har budt på det højeste antal overnatninger for de to måneder tilsammen, og skeler vi til antallet af allerede foretagne bookinger i feriehusene ved udgangen af februar til den resterende del af 2025, så er der booket ca. 424.500 husuger. Det er kun ca. 2,5% lavere end på samme tid sidste år, og det taler altså for fortsat popularitet for at overnatte i Danmark.

Relaterede artikler