Forbedrede forventninger til tysk økonomi

Optimismen breder sig i forventningerne til fremtiden.

Nyt fald i europæisk erhvervstillid

Nye tal viser, at tilliden til den tyske økonomi forbedres i februar. Det viser dagens tal fra ZEW-indekset, som måler tyske finansielle aktørers vurdering af både den nuværende økonomiske situation og den økonomiske udvikling i de kommende 6 måneder.

Vurderingen af den nuværende økonomiske situation forbedres, og indekset stiger til -45,1 i februar fra -58,6 i januar. Det er mere end kon­sensus­for­vent­nin­gen som ifølge Bloomberg lød på -50,5. Trods stigningen i februar er niveauet fortsat lavt. De negative værdier betyder, at flertallet af de adspurgte finansielle aktører har et pessimistisk syn på den nuværende økonomiske situation.

For­vent­nin­ger­ne til fremtiden forbedres ligeledes i dagens tal. Indekset, der måler vurderingen af den økonomiske udvikling i de kommende 6 måneder, stiger til 28,1 i februar fra 16,9 i januar. Dermed stiger indekset mere end kon­sensus­for­vent­nin­gen på 23,0.

Tilliden til den tyske økonomi forbedres i februar. Optimismen breder sig i for­vent­nin­ger­ne til fremtiden, mens pessimismen til den nuværende økonomiske situation aftager. Det er særligt de seneste måneders fald i inflationen, som letter stemningen hos de finansielle aktører i Tyskland. Det skaber forventninger om, at de kraftigste ren­testig­nin­ger har fundet sted. Hertil er der kommet lidt ro om de økonomiske udsigter, selvom de fortsat er meget usikre.

Til trods for store udfordringer, hvor især høj inflation har sendt forbruger- og erhvervstillid i bund, er den tyske økonomi på imponerende vis vokset med 1,8% gennem 2022. Tyskland er Danmarks største sam­han­dels­part­ner, og eksporten til Tyskland beskæftiger mere end 100.000 danske jobs. Derfor har retningen i den tyske økonomi også stor indflydelse på den danske økonomi.

ZEW-er­hverv­stil­lids­in­di­ka­to­ren er udarbejdet af organisationen Zentrum für Europäische Wir­t­s­chafts­fors­chung (ZEW) og afspejler vurderingen af Tysklands økonomiske situation blandt op til 350 eksperter fra banker, for­sik­rings­sel­ska­ber og finansielle afdelinger i udvalgte virksomheder. Indekset måles ved forskellen mellem andelen af aktører, der har henholdsvis et optimistisk og et pessimistisk syn på økonomien.

Relaterede artikler