Nyt fald i inflationen i eurozonen
Inflationen er meget tæt på målsætningen, og kerneinflationen daler til det laveste i mere end 3 år.
Nye tal viser, at inflationen i euroområdet faldt i maj til 1,9% fra 2,2% i april. Det er lavere end ventet, da der var ventet et fald til 2,0%. Også kerneinflationen, som er korrigeret for priser på energi og fødevarer, falder mere end ventet og lyder i maj på 2,3% fra 2,7% måneden før. Det er den laveste kerneinflation siden januar 2022. Det viser nye tal fra Eurostat.
Inflationen falder på ny og baner vejen for endnu en rentenedsættelse hos ECB på torsdag. Inflationen er meget tæt på målsætningen, og kerneinflationen daler til det laveste i mere end 3 år. Allerede forud for dagens offentliggørelse var forventningen, at ECB ville sænke renten igen, men det her understreger blot den forventning. ECB har foreløbig sænket renten tre gange i år, og det er i høj grad forventningen, at de trykker på renteknappen igen på torsdag, hvor de har rentemøde.
ECB har sænket renterne siden juni sidste år. Indlånsrenten lyder i øjeblikket på 2,25% og ventes at lande på 2,00% efter rentemødet torsdag. Renten toppede sidste år på 4,00%.
Rentenedsættelserne er især godt for boligejere med variabel rente. Ser vi på F-kort med halvårlig rentebinding, så oplevede de fleste boligejere, at der blev skåret omkring 1 procentpoint af renten ved nytår. Renten skal fastsættes næste gang den 25. juni, som gælder fra 1. juli. Og som billedet er lige nu, så kan renten falde yderligere 0,60 procentpoint.