Globale priser på fødevarer falder
Det betyder slet og ret, at de høje prisstigninger vi tidligere har set er ebbet ud i løbet af 2025.


Netop offentliggjorte tal fra FN´s fødevareprisindeks viser, at en række globale råvarepriser faldt med 1,2% fra oktober til november. Det er tredje måned i træk med fald. I forhold til for et år siden ligger priserne 2% på lavere. Det er især sukker og i mindre grad korn, som trækker ned i priserne over det seneste år, mens kød trækker den anden vej. Fødevareprisindekset fra FN er baseret på eksporterede og uforarbejdede råvarer og indeholder fem hovedkomponenter bestående af korn, kød, mejeriprodukter, sukker og vegetabilske olier.
De globale fødevarepriser falder for tredje måned i streg. Det betyder slet og ret, at de høje prisstigninger vi tidligere har set er ebbet ud i løbet af 2025. Samtidig forventer blot 10% af fødevarevirksomhederne herhjemme at hæve priserne i den kommende tid, og det taler for, at de massive stigninger, vi har set i fødevarepriserne herhjemme falder mere til ro. Vi kan da også se, at stigningen i de hjemlige fødevarepriser i de seneste måneder også er begyndt at aftage, og fortsætter det i den kommende tid, så er det egentlig ganske gode nyheder for de hårdtprøvede danskere forbrugere.
Fødevarepriserne er malurten i inflationsbægeret. Godt nok har vi set en lidt mere jævn udvikling i fødevarepriserne i de seneste tre måneder med et samlet lille fald, men fødevarepriserne ligger dog stadig 4,5% højere end for et år siden. Og ser vi over de seneste 5 år, så ligger fødevarepriserne 32% højere. Højdespringerne det seneste år er især kaffe, kakao og oksekød, mens enkelte varegrupper som olivenolie og sukker omvendt er blevet billigere. Ser vi på de globale fødevarepriser, som dækker over en række råvarepriser som bl. a. vegetabilske olier og korn, så er priserne uændret i forhold til for et år siden. De ligger dog fortsat 19% højere end for 5 år siden, og det er en del af forklaringen på, hvor fødevarepriserne er steget så meget herhjemme de senere år.
Regeringen og de Konservative landede i slutningen af oktober en finanslovsaftale, som giver en række privatøkonomiske lettelser. Især afskaffelsen af elafgiften vil skæppe i kassen for de fleste, mens også en række andre initiativer som fjernelsen af punktafgifter på visse fødevarer og skattelettelser giver flere penge mellem hænderne hos danskerne. Derudover har mange også oplevet, at lønningerne igen løber hurtigere end inflationen, mens renterne er faldet tilbage fra toppen. Så der er bestemt også mange positive elementer i privatøkonomien.
Der er en række forskelle mellem danskernes indkøbspris og den globale fødevarepris. Den globale fødevarepris er selveste råvaren, mens danskernes fødevarepris i tillæg er påvirket af forarbejdning, transport og opbevaring. Vi vil med andre ord aldrig ramme en-til-en sammenhæng mellem råvarepriserne og danskernes indkøbspriser.






