Fald i europæisk erhvervstillid
Den europæiske erhvervstillid falder og befinder sig egentlig i en lidt låst situation.
Nye tal viser, at den europæiske erhvervstillid målt ved PMI falder til 49,5 i maj fra 50,4 i april. Det er første gang siden slutningen af 2024, at erhvervstilliden kravler under 50. En erhvervstillid under 50 indikerer tilbagegang hos virksomhederne, mens en værdi over 50 indikerer fremgang.
Den europæiske erhvervstillid falder og befinder sig egentlig i en lidt låst situation. På den ene side kæmper økonomien fortsat med lave vækstrater, mens toldrisici hænger som mørke skyer, der kan blive til uvejr. På den anden side er der håb om et nogenlunde roligt udfald af toldsituationen, mens der også er positive økonomiske forventninger fra øgede forsvars- og infrastrukturinvesteringer. Der er med andre ord nogle ekstremt store elementer, som trækker i hver sin retning. Og det holder altså tilliden en lidt låst position, som hverken for alvor peger på økonomisk tilbagegang eller fremgang.
Særligt servicesektoren trækker ned og går under 50 for første gang i et halvt år. Industriens erhvervstillid stiger omvendt en smule og nærmer sig grænsen på 50 med sine aktuelle 49,4. Industriens tillid har ikke været over 50 i snart tre år.
Europæisk økonomi viste i 1. kvartal en smule fremgang i væksten uden at være prangende. De seneste fem kvartaler har økonomien trods alt viser noget vækst. Det kommer efter fem forudgående kvartaler, hvor økonomien stod nærmest stille og til tider også skrumpede. Vi går ind i en tid med store elementer i spil for økonomien. Massive investeringer i forsvar og infrastruktur vægter op på den ene side, mens højere toldsatser med risiko for handelskrig vægter ned på den anden side.
Der er til morgen også kommet tal for erhvervstilliden i Tyskland og Frankrig. Særligt den tyske erhvervstillid skuffer med 48,6. Her var ventet 50,3. I Frankrig befinder erhvervstilliden sig fortsat under 50, og lyder i maj på 48,0.