Endnu et gok med afkasthammeren

Der er dog ikke megen tvivl om, at faldet i aktieformuerne kunne have været meget værre.

Coronadyk i danskernes aktieformuer stort set indhentet i april

Nye tal fra Nationalbanken viser, at danskernes egne aktieformuer faldt med 16 mia. kr. i april, så de nu lyder på 692 mia. kr. Det er både de danske og udenlandske aktieformuer, som tabte yderligere terræn i april. I marts blev der barberet 94 mia. kr. af aktieformuerne. Toppen for aktieformuerne blev nået sidste sommer på 913 mia. kr., og er i øjeblikket sendt mere end 2 år tilbage.

Danskerne fik et endnu et gok med afkasthammeren i april. Der er dog ikke megen tvivl om, at faldet i aktieformuerne kunne have været meget værre, end vi ser i dagens tal. April blev skudt i gang med panikagtig stemning på ak­tie­mar­ke­der­ne, da toldtruslerne fra USA blev skruet i vejret. Det betød, at det hjemlige C25 på blot en enkelt dag faldt med næsten 6% i starten af april. Det meste er dog efterhånden blevet indhentet. C25 ligger i øjeblikket med et afkast tæt på 0% for 2025, og det så unægtelig meget mere dystert ud for halvanden måned siden. Usikkerheden er dog stadig stor, hvor vi senest så nye skvulp på markederne i fredags, da toldkrigen mellem USA og EU igen blussede kortvarigt op.

Der er blevet barberet 86 mia. kr. af aktieformuerne i 2025. Det skyldes de udfordrede aktiemarkeder, som dog begynder at nærme sig positive afkast i 2025. Både det hjemlige C25 og det amerikanske S&P 500 ligger med et afkast tæt på 0% for året. I forhold til amerikanske aktier skal vi dog huske på, at dollaren er mærkbart svækket over for euro og dermed danske kroner. Det betyder, at danske investorer, som ejer amerikanske aktier, på den måde bliver dobbeltramt af både lavere aktiekurser og en svagere dollar.

Usikkerheden er høj i øjeblikket, og det har vi bestemt også set på ak­tie­mar­ke­der­ne, hvor vi de seneste to måneder har set nogle ret store daglige udsving. Det kan skabe utryghed, hvis man har investeret i aktier, når udsvingene er så store. Det er dog her, at man virkelig skal huske sig selv på, at investering i aktier sker med de lange briller på, og at der vil opstå udsving undervejs.

Relaterede artikler