ECB fastholder renten
Vi forventer dog, at der er en enkelt rentenedsættelse mere i vente, som vi forventer at se i september.
Den Europæiske Centralbank, ECB, fastholder renten på 2%. ECB har leveret en lang serie af rentenedsættelser siden juni år, hvor de samlet har sænket renten 8 gange. Renten begyndte på 4% og er siden halveret.
ECB fastholder renten for første gang i 2025. Rentenedsættelserne er kommet som perler på en snor det seneste års tid, men meget peger nu på, at ECB er tæt på at være i mål. Inflationen ligger umanerligt tæt på målsætningen, og på mange parametre er man, hvor man gerne vil være. Derfor holder ECB pause. Vi forventer dog, at der er en enkelt rentenedsættelse mere i vente, som vi forventer at se i september.
Inflationen i eurozonen er 2,0% og kerneinflationen 2,3%. Samtidig oplever økonomien godt nok nogen vækst med 0,3% i 1. kvartal, som godt nok ikke er prangende, men alligevel højeste vækst i halvandet år. Erhvervstilliden har i tillæg rettet sig. Det hele peger mod, at ECB er på rette vej med pengepolitikken og ved at være i mål.
Især mange boligejere med variabel rente har mærket striben af rentenedsættelser fra ECB og Nationalbanken. De fleste boligejere med F-kort, som har halvårlig rentebinding, har kunne konstatere et rentefald på omkring 1,6 procentpoint gennem det seneste år. Vi forventer, at langt det største rentefald har fundet sted, og at der ikke er meget mere rentefald i sigte lige nu. Det sker som følge af, at ECB ser ud til ikke at komme med mange flere rentenedsættelser herfra.
Vi forventer ingen handling fra Nationalbanken senere i dag, eftersom ECB ikke ændrede på renten. Nationalbanken har sænket renten i takt med, at ECB har sænket renten gennem det seneste gode års tid. Indskudsbevisrenten hos Nationalbanken er i dag på 1,60%.