Laveste inflation i Tyskland i næsten 3 år
Den aftagende inflation i Europas største økonomi er med til at holde døren åben for rentesænkninger.
Netop offentliggjorte tal viser, at inflationen i Tyskland falder til 2,2% i marts. Det er den laveste inflation siden maj 2021. I februar lød inflationen på 2,5%. Inflationen toppede i efteråret 2022 på 8,8%. Dagens tal er offentliggjort af det tyske statistikkontor, Destatis.
Tysk inflation falder til det laveste i næsten 3 år. Det er gode nyheder. Den fortsat aftagende inflation i Europas største økonomi er med til at holde døren pivåben for rentesænkninger fra ECB i nær fremtid.
Kerneinflationen, som er korrigeret for priser på energi og fødevarer, falder også en smule i marts til 3,3% fra 3,4%. Det er 9. måned i træk, at den tyske kerneinflation falder, som nu befinder sig på det laveste siden marts 2022. Kerneinflationen toppede for præcis et år siden på 5,8%.
I morgen får vi præsenteret nye tal for den samlede eurozone, og her ventes ligeledes et lille fald. Inflationen i både Tyskland og eurozonen nærmer sig med små skridt ECB’s målsætning på 2%. Det har helt og aldeles fjernet behovet for yderligere renteforhøjelser fra ECB, og næste træk bliver rentesænkninger. Vi forventer at se den første rentenedsættelse inden sommerferien. Lige nu indpriser markedet fuldt ud, at renten er sænket efter rentemødet i juni.
Siden sommeren 2022 har den europæiske centralbank, ECB, hævet renten 10 gange for at tøjle den høje inflation. Det har bragt renten op på 4%, hvor den til sammenligning lød på rekordlave -0,50% inden striben af renteforhøjelser.