Inflationen i Tyskland på sit laveste siden 2021
Inflationen i Tyskland rammer det laveste i mere end 2½ år. Det holder døren åben for en forårssænkning i renten hos ECB.
Nye tal viser, at inflationen i Tyskland falder til 2,9% i januar fra 3,7% måneden før. Det er en bekræftelse. Dagens inflationstal markerer den laveste inflation i Tyskland siden juni 2021. Inflationen toppede i efteråret 2022 på 8,8%. Tallene er offentliggjort af det tyske statistikkontor, Destatis.
Kerneinflationen, som korrigerer for priser på energi og fødevarer, falder ligeledes i januar til 3,4% fra 3,8%. Kerneinflationen er faldet syv måneder i træk nu, hvilket er særdeles positivt. Den toppede i marts sidste år med 5,8%.
Inflationen i Tyskland rammer det laveste i mere end 2½ år. Stigningen i december var dermed en enlig svale, som vi også forventede, eftersom det var drevet af et bortfald af midlertidige støtteordninger til de høje energipriser. Både inflation og kerneinflation er igen på vej ned, og det holder døren åben for en forårssænkning i renten hos ECB.
Efter stribevis af renteforhøjelser fra ECB gennem 2022 og 2023 forventer vi, at 2024 bliver året med rentesænkninger. Vi forventer første rentesænkning til april. Økonomien kører i nedsat gear, hvor økonomien skrumper i Tyskland, mens væksten står bomstille i den samlede eurozone som helhed. Mere friske tal fra erhvervstilliden viser i tillæg, at de sløje takter for væksten er fortsat ind i begyndelsen af 2024. Det holder i den grad døren pivåben for en rentesænkning til foråret. Vi forventer, at de sænker renten 3-4 gange gennem 2024.
ECB har forhøjet renten 10 gange gennem 2022 og 2023 og sendt renten op på 4%. Den kom rekordlave -0,50%. ECB har holdt renten uændret ved de seneste tre rentemøder.