FED holder ro på renten

Helt som ventet bliver der ikke pillet ved renten. En rentenedsættelse kan dog ligge på lur.

Grafik Med Høje Huse

Den amerikanske centralbank, Fed, holder renten i ro på 5,25%-5,50%. Der har renten ligget i eksakt et år nu. I modsætning bød 2022 og 2023 på stribevis af ren­te­for­hø­jel­ser. Gennem de to år forhøjede centralbanken renten fra rekordlave 0%-0,25% til de nu 5,25%-5,50%, hvor den har ligget i et år.

Helt som ventet bliver der ikke pillet ved renten. Renten i USA fortsætter dermed at befinde sig på det højeste siden 2001. Og der har den ligget i et år nu. Så intet nyt under solen fra den front.

Men ser vi udover dagens rentemøde, så kan en ren­te­ned­sæt­tel­se ligge på tæt lur. Der spekuleres i en rentesænkning allerede til september, som er indpriset i markedet. Vi forventer også, at den amerikanske centralbank sænker renten i september, som vil være første ren­te­ned­sæt­tel­se siden begyndelsen af coronakrisen.

Den amerikanske økonomi præsterer fortsat fornuftigt, og derfor er ren­te­ned­sæt­tel­ser heller ikke blevet en realitet endnu. Inflationen er imidlertid faldet, også på det seneste, og samtidig præsterer ar­bejds­mar­ke­det ikke i helt samme tempo som tidligere. Det efterlader en åben dør for centralbanken til at sænke renten i september. Det er samtidig væsentligt at bemærke, at en ren­te­ned­sæt­tel­se ikke nødvendigvis betyder, at pengepolitik nu så er lempelig, men blot mindre stram.

Udsigten til ren­tes­ænk­nin­ger påvirker også de danske renter, herunder de fastforrentede boliglån. Og her har vi set rentefald på det seneste, hvor kursen på de fastforrentede 4%-lån netop i dag ramte det højeste i næsten to år. Vi taler efterhånden om kurser på 98-99, og det bør bestemt ikke gå ubemærket hen.

Relaterede artikler