Eurozonens økonomi vokser på ny
Det er ikke prangende vækst, men alligevel den højeste kvartalsvise vækst i halvandet år.
Nye tal fra Eurostat viser, at BNP i eurozonen i 1. kvartal stiger med 0,3% i forhold til kvartalet før. Det er en bekræftelse af den første opgørelse for to uger siden, som dengang landede lidt højere end forventet.
Økonomien i eurozonen vokser igen. Det er ikke prangende vækst, men alligevel den højeste kvartalsvise vækst i halvandet år. Det er bestemt værd at notere sig, efter den europæiske økonomi tilnærmelsesvist har stået stille i over et år. Der er et positivt underliggende stemningsskifte i økonomien, som har kæmpet med høj inflation, stigende renter og økonomisk usikkerhed det seneste lange stykke tid.
Ligesom herhjemme, har de europæiske økonomier været ramt af høj inflation og stigende renter. Den slags lægger typisk en dæmper på den økonomiske aktivitet. Nu ser vi til gengæld, at inflationen er kommet i skak, og der er udsigt til, at Den Europæiske Centralbank formentlig snart begynder at sænke renten. Vi forventer den første rentenedsættelse fra ECB om en måned, og det er godt nyt.
Eurozonens økonomiske situation betyder meget for den danske økonomi. Mere end 50% af den danske eksport går til den europæiske økonomi og beskæftiger op mod en halv million danske arbejdspladser. Med de lidt mere positive vinde over eurozonens økonomi er vi også forsigtige optimister på eksportens vegne i bred forstand.