De globale fødevarepriser er faldet 22%
De globale fødevarepriser fortsætter faldet. Det er jo et helt vildt fald det her. Det kan sagtens få en betydning for de danske forbrugere. Der er dog ikke en komplet sammenhæng mellem den globale fødevarepris og den danske forbrugers pris.
De globale fødevarepriser faldt med 2,6% i maj. Det fremgår af FN’s fødevareprisindeks, som netop er offentliggjort. De globale fødevarepriser er nu faldet i 13 ud af de seneste 14 måneder. Det betyder, at de globale fødevarepriser er 22% lavere end toppen for lidt over et år siden. De globale fødevarepriser slog prisrekord i marts sidste år umiddelbart efter Ruslands invasion af Ukraine.
De globale fødevarepriser fortsætter faldet. Det er jo et helt vildt fald det her. Det kan sagtens få en betydning for de danske forbrugere, som omvendt har oplevet, at fødevarepriserne er blevet markant dyrere det seneste år. Men dagens tal efterlader håb for, at det igen blive billigere for danskerne at fylde indkøbskurven.
De danske fødevarepriser for de danske forbrugere er i dag 13% højere end for et år siden. Netop fødevarepriserne har tidligere vist fald for de danske forbrugere, hvor vi blandt andet har set det i 2014 og i 2018.
Forskellen er, at de globale fødevarepriser er selveste råvaren, mens varen i danskernes indkøbskurv er transporteret, opbevaret og som oftest også forarbejdet. Derfor er der ikke en komplet sammenhæng mellem den globale fødevarepris og den danske forbrugers pris. Samtidig spiller leverandørkontrakter også en rolle. Det ligger dog i kortene, at der godt kan komme et prisfald på fødevarer for danskerne med en forsinkelse.
Selvom de globale fødevarepriser er dykket med 22% siden toppen for lidt over et år siden, så er de fortsat væsentligt højere end for blot nogle år siden. Sammenlignet med samme tidspunkt i 2020, så er de globale fødevarepriser i dag 36% højere.
De danske detailbutikker, som handler med fødevarer, har hævet priserne markant, men prisstigningerne er ved at være forbi. I en rundspørge fra Danmarks Statistik forventer alene 6% af virksomhederne at hæve priserne over de kommende tre måneder. Tidligere på året har næsten 80% af virksomhederne hævet priserne. Der er dog alene blot omkring 10% af virksomhederne, som forventer at sænke prisen de næste tre måneder. Det tal forventer vi vil stige over den kommende tid.
Fødevareprisindekset fra FN er baseret på eksporterede og uforarbejdede råvarer. FN’s fødevareindeks indeholder fem hovedkomponenter bestående af korn, kød, mejeriprodukter, sukker og vegetabilske olier.