263.000 flere jobs i USA
Jobskabelsen er fortsat utrolig høj i USA.
Beskæftigelsen i USA stiger med 263.000 personer udenfor landbruget i november. Det er mere end de ventede 200.000 personer. Beskæftigelsen er nu steget 23 måneder i træk i USA.
Jobskabelsen er fortsat utrolig høj i USA. Der kommer aktuelt mere end 200.000 flere personer i beskæftigelse hver eneste måned. Det sætter selv jobskabelsen i årene før coronakrisen til vægs. Ledigheden ligger ellers og svømmer rundt nær det laveste i 50 år, inflationen har rundet det højeste i 40 år og pengepolitikken er strammet kraftigt. Men alligevel fortsætter fremgangen på arbejdsmarkedet på imponerende vis.
Ledigheden er uændret på 3,7%. Ledigheden er historisk set ekstremt lav og var i september nede og ramme det laveste siden 1969. For blot få år siden var ledigheden oppe i 14,7% i begyndelsen af coronakrisen.
Dagens tal holder døren pivåben for flere renteforhøjelser fra den amerikanske centralbank. Den amerikanske centralbank arbejder benhårdt på at bekæmpe den høje inflation, og næste renteforhøjelse venter om 12 dage. Så sent som i onsdags signalerede Jerome Powell meget klart, at tempoet i renteforhøjelserne vil blive sat ned til 0,50 procentpoint, mens det har været 0,75 procentpoint de seneste fire rentemøder. Centralbanken har strammet pengepolitikken med de kraftigste renteforhøjelser siden 1990’erne. Siden foråret er den pengepolitiske rente i USA blevet hævet fra 0,00-0,25% til 3,75-4,00%.
Lønningerne stiger samtidig 5,1% sammenlignet med for et år siden. For en måned siden var det 4,7%. Lønudviklingen trækker stor opmærksomhed i den her tid, hvor inflationen er det store omdrejningspunkt. Et tiltagende lønpres vil puste til inflationen og risikere at skabe en løn- og prisspiral i den amerikanske økonomi. Det vil holde inflationen høj i en længere periode og invitere til nye stramninger med renteforhøjelser fra den amerikanske centralbank.
Den danske eksport til USA beskæftiger omkring 100.000 danske arbejdspladser, og fremgangen i amerikansk økonomi vil smitte af på den danske. Også de danske boligejere har alt mulig god grund til at rette blikket mod USA. De massive renteforhøjelser fra den amerikanske centralbank påvirker særligt de lange renter herhjemme. De fastforrentede lån ligger i dag og flugter omkring 5%, mens de var nede omkring 2% i begyndelsen af året. Her har udviklingen i USA spillet en ikke uvæsentlig rolle for de danske boligrenter.