Rekordfå langtidsledige personer

Langtidsledigheden er rekordlav, og mange af dem længst væk fra arbejdsmarkedet er kommet i arbejde.

Køen af ledige blev lidt kortere i juni - giver dog kun falsk håb om vending

Friske tal fra Styrelsen for Arbejdsmarked og Rekruttering viser, at antallet af langtidsledige personer i Danmark falder til 12.286 personer i december. Det er et fald på mere end 700 i forhold til november. Det betyder, at lang­tids­le­dig­he­den i dag er rekordlav. Langtidsledige er defineret ved, at man har været ledig i mindst 80% af tiden indenfor de seneste 12 måneder.

Antallet af langtidsledige personer er faldet i de seneste 20 måneder i træk, når vi tager højde for sæson. Over hele denne periode er lang­tids­le­dig­he­den faldet med i alt 31.000 personer.

Lang­tids­le­dig­he­den er rekordlav. Det er en fremragende nyhed. Mange af dem længst væk fra ar­bejds­mar­ke­det er kommet i arbejde. Det er glædeligt nyt i en tid, hvor den danske økonomi er ramt af udfordringer. Udfordringerne vil dog indhente ar­bejds­mar­ke­det, og vi kan desværre ikke forvente, at lang­tids­le­dig­he­den vil fortsætte samme fald igennem 2023.

Danmark blev i 2022 ramt af økonomisk opbremsning. Inflationen ramte i efteråret sit højeste i 40 år, og sendte samtidigt for­bru­ger­til­li­den i kulkælderen. Modvinden er nu ved at indhente ar­bejds­mar­ke­det, som typisk bliver ramt med forsinkelse. Senest så vi, at ledigheden i december steg for tredje måned i træk. Det skal dog huskes på, at ledigheden kommer fra det laveste niveau i 14 år, og le­dig­heds­pro­cen­ten på 2,7% fortsat er meget lav historisk set.

Vi forventer, at ar­bejds­mar­ke­det vil møde tilbagegang i 2023. Færre virksomheder melder om mangel på arbejdskraft, og antallet af stil­lings­op­slag faldt med knap en fjerdedel fra 2021 til 2022. Det vil få ledigheden til at fortsætte stigningen, og beskæftigelsen til at falde. Det vil også gå ud over lang­tids­le­dig­he­den som risikerer at stige igen i løbet af 2023.

Relaterede artikler