Flere prisstigninger i vente for danskerne

Prisstigningerne vil ikke for alvor slippe sit greb i danskerne.

Sådan var danskernes forbrug sammensat før krisen

Nye tal fra Danmarks Statistik viser, at der fortsat er mange virksomheder, som vil hæve priserne i de kommende tre måneder, mens udsigten til deciderede prisfald er meget begrænset. I detailhandlen forventer 46% af virksomhederne at hæve priserne over de kommende tre måneder. Det er på niveau med december og januar, hvor andelen var henholdsvis 48% og 46%. Sætter vi luppen på handlen med fødevarer, så forventer 72% at hæve priserne i de kommende tre måneder. Her er der tale om et niveau, som er nogenlunde på niveau med december og januar. I industrien er andelen af virksomheder, som vil hæve priserne faldet markant i februar til 12% mod 36% i januar, mens der indenfor service er tale om et lille fald.

Pris­stig­nin­ger­ne vil ikke for alvor slippe sit greb i danskerne. Mange virksomheder forventer fortsat at hæve priserne i de kommende måneder, og det sender et signal til danskerne om, at der fortsat er prisstigninger på vej. Der er dog også små tegn på en opblødning, da andelen af virksomheder, som vil hæve priserne, er mindsket siden foråret sidste år. Vi forventer, at den opblødning vil fortsætte i den kommende tid.

Der er tale om et højt niveau af virksomheder, som vil hæve prisen, da andelen igennem det meste af 2010´erne lå og svingede omkring 5% på tværs af brancher. Det er dog også vigtigt at understrege, at andelen af virksomheder som forventer at hæve priserne lå på sit højeste i foråret 2022, og siden er aftaget. Hvis vi ser på, hvor mange virksomheder, som forventer at sænke priserne i de kommende tre måneder, så er der markant færre der forventer det i forhold til andelen, som vil hæve priserne. I februar angiver 5% af virksomhederne i detailhandelen, at de vil sænke priserne, mens det er et rundt 0% i handelen med fødevarer.

Vi forventer dog, at andelen af virksomheder, som vil hæve priserne, vil fortsætte faldet fra tinderne i takt med, at vi bevæger os længere ind i 2023. El- og gaspriserne er faldet ganske kraftigt siden sensommerens højder. Samtidig er de globale fødevare- og råvarepriser samt fragtrater faldet, og det trækker ned i omkostningerne for virksomhederne. Vi har de seneste måneder set pro­du­cent­pri­ser­ne falde ganske mærkbart. De ligger dog stadig ca. 10% højere end for et år siden, og det er en af forklaringerne på, at der fortsat venter prisstigninger forude for danskerne.

Der er i dag også kommet tal for er­hverv­stil­li­den, som i februar stiger til 88,9 fra 87 i måneden før. Dermed stiger er­hverv­stil­li­den for anden måned i træk efter en lille stigning i måneden forinden. Er­hverv­stil­li­den ligger fortsat mærkbart lavere end for et år siden.

Relaterede artikler