Fald i eksporten i januar

Eksporten bliver ved med at falde. Det er dog ikke katastrofalt.

Danske virksomheder smider en del af pessimismen fra sig - men der er endnu langt til optimisme og glade dage

Nye tal fra Danmarks Statistik viser, at Danmark eksporterede for 150 mia. kr. i januar. Det er et stort fald på 5,6% i forhold til i december, når der tages højde for sæson. Eksporten er samlet gået tilbage med 14% siden august, hvor den er faldet i fire ud af fem måneder.

Eksporten bliver ved med at falde. Det er dog ikke katastrofalt. Eksporten er stadig høj, og faldet kommer ovenpå en vild optur. Så sent som i 2022 slog eksporten ny rekord. Eksporten har stor betydning for den danske økonomi og beskæftiger op mod 1 mio. arbejdspladser i Danmark.

Eksporten var på flyvetur i 2022, hvor vi samlet eksporterede for 1.932 mia. kr. Det er en stigning på 30% i forhold til 2021. En del af ændringer i eksporten skyldes dog priserne på det, som vi eksporterer. Og det bidrager både til de kraftige stigninger for et år siden og til det efterfølgende fald. Uden­rigs­hand­len gøres som oftest op i løbende priser, og det puster gevaldigt til eksporttallene.

Korrigerer vi for pris­ud­vik­lin­gen, så voksede vareeksporten målt i mængder med 1% i januar sammenlignet med december. Ser vi på hele 2022 i forhold til 2021, så voksede vareeksporten med 3% målt i mængder. Så der er stadig tale om fremgang sidste år, når vi korrigerer for pris­ud­vik­lin­gen, men slet ikke i samme store format, som når vi anskuer eksporten i den løbende kroneværdi.

Eksporten kan stå overfor en mere tumultarisk periode. Udsigterne er blevet slørede med globale økonomiske udfordringer præget af høj inflation, massive pengepolitiske stramninger og krig i Ukraine. Det tynger det internationale økonomiske billede, også selvom vi endnu ikke har set et større økonomisk slag. Dansk eksport er mindre konjunk­tur­føl­somt med stort fokus på medicin og vindmøller, men omvendt heller ikke afskærmet overfor ændringer i den globale økonomi.

Relaterede artikler