Detailsalget stiger i januar

Danskernes købelyst er altså ikke sendt helt i dørken.

Dyre cigaretter trækker priserne op, mens billig benzin trækker ned

Netop of­fent­lig­gjor­te tal fra Danmarks Statistik viser, at detailsalget steg med 2,2% i januar. Det seneste års tid har tendensen ellers været klart nedadgående for detailsalget. I løbet af de seneste 12 måneder er detailsalget faldet i 8 af månederne, og samlet set ligger detailsalget 5,5% lavere end for et år siden. Salgstallene er korrigeret for prisændringer, sæsonudsving og handelsdage.

Detailsalget går frem i januar. Danskernes købelyst er altså ikke sendt helt i dørken i årets første måned, hvor det især var tøj, beklædning og fødevarer, som danskerne ville have mere af.

Ser vi over det seneste år derimod, så er der dømt slankekur for detailsalget. Pilen har peget klart ned, og fortæller om, at danskerne simpelthen køber mindre i butikkerne. Det kommer ikke bag på os, at salget i butikkerne er udfordret. Priserne er steget markant, og det får forbrugerne til at skrue ned for indkøbene.

I detailhandlen har 51% af virksomhederne hævet priserne de seneste tre måneder, mens 46% forventer at gøre det i de kommende tre måneder. Pris­stig­nin­ger­ne rammer salget, hvor kunderne køber mindre, når det bliver dyrere. Og tendensen med et vigende salg forventer vi fortsætter for detailhandlen over den kommende tid.

Salget målt i mængder er faldet ganske markant over det seneste år, men på trods af det, så betaler forbrugerne mere i butikkerne. Det skyldes de kraftige prisstigninger. Samlet set betaler danskerne 3% mere, men forlader altså butikken med 6% mindre i posen.

Ser vi på tallene i et længere perspektiv, så ligger detailsalget på niveau med, hvad det lå inden coronakrisen. Med andre ord kommer detailsalget fra et tårnhøjt niveau med re­kor­dom­sæt­nin­ger i slutningen af 2021, så vi ville have forventet et faldende detailsalg under alle omstændigheder. En hånd under detailsalget er desuden, at der er rekordmange i arbejde i Danmark. Samtidig bugner danskernes bankkonto med omkring 1.100 mia. kr. Det giver en buffer i en tid med modvind og højeste inflation i 40 år.

I januar steg salget af tøj og be­klæd­nings­gen­stan­de med 2,6%. Det er her væsentligt, at de­tailsalgstal­le­ne ikke tager højde for nethandel på udenlandske hjemmesider. Salget af andre forbrugsvarer steg 1,4%, mens fødevarer og andre dagligvarer steg med 3,1%.

Relaterede artikler