Gå til indhold PrivatErhvervUnderskriftsrum Gå til navigation
2022 bød på rekordmange solgte elbiler

2022 bød på rekordmange solgte elbiler

12. januar 2023
Gå til nyhedsoversigt

Nye tal fra Danmarks Statistik viser, at der blev solgt 5.659 nye elbiler i december. Det betyder, at totalen for hele 2022 ender på 30.804 solgte elbiler, hvilket er ny rekord. En ny bil tæller som solgt, når den er indregistreret, og ikke ved underskrivelsen af selve købsaftalen.

Over hele året udgjorde elbiler 21% af det samlede bilsalg. Til sammenligning stod elbiler for henholdsvis 2%, 7% og 12% af det samlede bilsalg i 2019, 2020 og 2021, og der er altså tale om en ganske mærkbar vækst i salget af elbiler.

Salget af elbiler slår ny rekord i 2022. Hver femte solgte personbil er eldrevet, og danskerne har altså virkelig taget elbilerne til sig. Vi forventer, at fremgangen vil fortsætte. I september spurgte vi danskerne om, hvad de ville købe, hvis de skulle købe bil i dag, og her svarede 21% at de ville vælge en elbil.  

Historien om det samlede bilsalg i 2022 er knap så opløftende. I alt blev der solgt næsten 150.000 nye personbiler i løbet af året, hvilket er det laveste antal siden 2009. Det svarer til et fald på 20% sammenlignet med 2021. Bilbranchen har været hårdt ramt af leveranceproblemer og produktionsudfordringer. Samtidigt har efterspørgslen hos danskerne været dalende henimod slutningen af året.

I 2023 bliver bilsalget præget af to modsatrettede effekter. Danskernes realløn er skudt i sænk som følge af kraftig inflation, og samtidigt er der udsigter til fald i beskæftigelsen. Det tager hårdt på købekraften, og vil unægteligt trække bilsalget nedad. På den anden side vil bilsalget få et løft fra en opblødning i de leverance- og produktionsudfordringer som prægede 2022. Samlet betyder det, at vi forventer et 2023, som bliver en anelse bedre end 2022.