Stigning i detailomsætningen

Detailhandlen har klaret sig imponerende gennem de seneste måneder.

Jeppe Juul BorreCheføkonomjjb@al-bank.dk38 48 47 61
Manglende inflation luner i budgettet hos familierne

Netop of­fent­lig­gjor­te tal fra Danmarks Statistik viser, at detailsalget steg med 0,1% i august i forhold til juli. Det er en meget lille stigning, men det kommer i forlængelse af en lille stigning i juli også på 0,2%. Sammenlignet med for et år siden er omsætningen i detailhandlen dog knap 7% lavere i dag. Der er i salgstallene korrigeret for prisændringer, sæsonudsving og handelsdage.

Detailhandlen har faktisk klaret sig imponerende gennem de seneste måneder. Brede prisstigninger bider på danskernes budgetter, men omsætningen i detailhandlen har holdt et fornuftigt niveau de seneste par måneder. Der er rekordmange i arbejde i Danmark, og danskerne er samlet set ganske velpolstrede, og det er midlertidigt med til at holde en lille hånd under detailsalget. Vi kommer dog ikke udenom, at der er barberet næsten 7% af handlen sammenlignet med for et år siden, og at pilen peger videre ned herfra.

Vi forventer, at detailsalget falder herfra. Det hænger sammen med de højere priser, som danskerne i øjeblikket bliver mødt med. Inflationen er i øjeblikket på det højeste i næsten 40 år. Særligt energipriserne trækker tænder ud af danskernes budgetter, men også i detailhandlen stiger priserne.

Gennem de seneste tre måneder har mere end 50% af de­tail­bu­tik­ker­ne hævet priserne, og over de kommende tre måneder varsler over 40% yderligere prisstigninger. Det oplever danskerne meget kontant, når detailhandlen besøges. Det er blevet dyrere at drive virksomhed, og en del af det skubbes videre til forbrugerne.

Med til historien om det dalende detailsalg hører, at handlen kommer fra et rekordhøjt niveau sidste år. Omsætningen i detailhandlen ligger i dag tæt på udgangspunktet fra før coronakrisen, men vi kommer ikke udenom, at der er barberet en stor luns af omsætningen gennem det seneste gode års tid.

I august steg salget indenfor tøj og be­klæd­nings­gen­stan­de med 0,5%. Det er her væsentligt, at de­tailsalgstal­le­ne ikke tager højde for nethandel på udenlandske hjemmesider. Salget af andre forbrugsvarer faldt med -1,0% i august. Fødevarer og andre dagligvarer steg med 1,5%.

Relaterede artikler