Forbrugertilliden stiger

Forbrugertilliden er miserabel. Og det ændrer dagens tal overhovedet ikke på.

Stigning i danskernes pensionsformue i april på ryggen af grum marts

Netop of­fent­lig­gjor­te tal fra Danmarks Statistik viser, at for­bru­ger­til­li­den stiger til -30,4 i november fra -37 i oktober. Vi ser stigningen komme på baggrund af lavere energipriser, efter sensommerens meget kraftige stigninger. Den begrænsede stigning i for­bru­ger­til­li­den ændrer dog ikke på, at tilliden fortsat befinder sig omkring det laveste nogensinde. Statistikken strækker sig tilbage til 1974, og for­bru­ger­til­li­den er kun set lavere to gange tidligere, som er de foregående to måneder.

For­bru­ger­til­li­den er miserabel. Og det ændrer dagens tal overhovedet ikke på, selvom der er en smule lettelse at spore. Forbrugernes humør er stadig banket totalt i bund, efter den høje inflation har ramt danskerne hurtigt, hårdt og kontant. Der er ingen tvivl om, at pris­stig­nin­ger­ne har en kæmpe betydning for for­bru­ger­til­li­den, da det rammer alle danskere uden undtagelse. Vi vil for alvor først se en lettelse i den pressede for­bru­ger­til­lid, når in­f­la­tions­pres­set letter.

Inflationen er over 10% i Danmark. Med de prisstigninger skal en gennemsnitlig dansk børnefamilie have omkring 45.000 kr. mere op af lommen i årligt forbrug, og det er ikke fordi, at familien køber mere, men alene fordi priserne er steget. Det er især prisstigninger på energi og fødevarer, som trækker læsset, men en bred kurv af danskernes forbrug er efterhånden ramt af højere priser. Det bider på danskernes pengepunge og sender ikke overraskende for­bru­ger­til­li­den i dørken.

Forbrugernes negative syn på økonomien vil kaste grus i maskineriet på pri­vat­for­bru­get. Pri­vat­for­bru­get har ellers været utrolig godt kørende på vejen ud af coronakrisen, men den tid er ovre nu. Pri­vat­for­bru­get står for næsten halvdelen af den økonomiske aktivitet i Danmark, og et fald i pri­vat­for­bru­get vil sætte dybere spor i den brede økonomi. Vi forventer også på den baggrund, at dansk økonomi går en svær tid i møde med faldende beskæftigelse.

Den hårde tid for forbrugerne og økonomien sker dog på et solidt bagtæppe. Der er i dag rekordmange i beskæftigelse, og det sender den samlede lønsum betragteligt op gennem det seneste år. Samtidig har danskerne også noget at stå imod med, hvor indlånet i bankerne ikke tidligere er målt så høj. Den seneste opgørelse fra Nationalbanken viste, at danskerne har mere end 1.000 mia. kr. stående på kontoen.

Relaterede artikler