Pæn efterspørgsel på arbejdskraft
Efterspørgslen på arbejdskraft er fortsat betydelig. Det vidner om et arbejdsmarked, som ser ud til at blive ved med at præstere flot. Særligt i byggeriet og inden for sundheds- og plejefagene er efterspørgslen høj.
Nye tal fra Jobindsats viser, at der blev slået 24.490 nye stillinger op i september. Det er 11,2% flere end måneden før. Hvis vi ser på de sæsonkorrigerede tal, er der dog tale om en lille tilbagegang på -0,3%. Antallet af nyopslåede stillinger ligger fortsat til den pæne side historisk set, hvor september i år kommer ind på en 5. plads for alle 22 september måneder siden statistikkens begyndelse i 2004.
Efterspørgslen på arbejdskraft er fortsat betydelig. Det vidner om et arbejdsmarked, som ser ud til at blive ved med at præstere flot. Særligt i byggeriet og inden for sundheds- og plejefagene er efterspørgslen høj. Beskæftigelsen har i det seneste lange stykke tid budt på den ene rekord efter den anden. Med dagens nye tal for stillingsopslagene vurderer vi, at der er nye rekorder under opsejling.
Sammenlignet med for et par år siden er der i dag faldet lidt mere ro på stillingsopslagene. Hvor der det seneste år er blevet slået omkring 24.000 nye stillinger op om måneden, toppede det tal på godt 36.000 nye stillinger i november 2021. Alligevel er niveauet fortsat pænt i en historisk kontekst. Der bliver til sammenligning slået omkring 17% flere stillinger op i dag end i perioden før corona.
Ser vi på, hvilke brancher, der er med til at holde niveauet for stillingsopslagene højt, stikker byggeriet ud sammen med sundheds- og plejefagene. I årets første tre kvartaler er der i gennemsnit blevet slået omkring 2.400 nye stillinger op om måneden inden for bygge og anlæg, svarende til en stigning på 13,5% i forhold til samme periode året før. Inden for sundhed, omsorg og personlig pleje er tallet omkring 4.100 nye stillinger om måneden, svarende til en stigning på 14,9% fra året før.
Der er i øjeblikket en god portion usikkerhed fra udlandet, som kan påvirke udviklingen på arbejdsmarkedet herhjemme. Særligt de nye toldsatser fra USA kan ramme dansk økonomi, hvor vi allerede har set eksporten vise pil ned på det seneste. De seneste år har det danske arbejdsmarked vist dog stor modstandskraft, og der er foreløbig kommet 21.000 flere personer i arbejde i 2025. Med dagens tal for stillingsopslagene in mente, forventer vi, at arbejdsmarkedet fortsat vil holde dampen oppe.