2021 stod for laveste bilsalg i 8 år – men største grønne bilsalg nogensinde

El- og hybridbiler er for alvor blevet populære.

Lisette Rosenbeck ChristensenSeniorøkonomlrch@al-bank.dk38 48 47 60
Fortsat grøn bølge i bilsalget

Nye tal fra Danmarks Statistik viser, at bil­for­hand­ler­ne i december solgte 18.626 nye personbiler til husholdninger og virksomheder, når vi tager højde for normale sæsonudsving. Det bringer antallet af solgte biler i 2021 op på 186.604. Det er det laveste niveau siden 2013. Sammenlignet med 2020, så blev der i 2021 solgt omkring 6,2% færre biler og hele 17% færre i forhold til i 2019.

Bil­for­hand­ler­ne endte med det dårligste bilsalg af nye personbiler i 8 år. Vi ser det dog på ingen måde som et udtryk for hverken forbrugsmætte eller købesvage danskere. Tværtimod ligger forbruget generelt rigtig godt til med solide forudsætninger, som rekordmange i arbejde, stor jobsikkerhed og betydelige opsparinger hos danskerne. Det lavere bilsalg i 2021 skyldes i højere grad, at landets bilforhandlere har været ramt af både nedlukning og senere le­ve­ran­ce­pro­ble­mer som følge af mangel på materialer og udstyr.

El- og hybridbiler er for alvor blevet populære herhjemme. Kort sagt blev 2021 det helt store gennembrudsår for nye el- og hybridbiler. Mere end 65.300 nye el- og hybridbiler blev indregistreret sidste år, hvilket er en fordobling i forhold til 2020. Hertil kommer en del brugte, men stadig nyere, importerede el- og hybridbiler fra udlandet, som ikke er med i bilsalget af nye personbiler.

Salget af de opladelige biler sluttede 2021 af med for første gang i en enkelt måned at udgøre over halvdelen af det samlede bilsalg. Således udgjorde el- og hy­brid­bilsal­get 57,6% af det samlede bilsalg i december. Det er en udvikling, som har været undervejs gennem hele 2021, hvor andelen er taget mærkbart til gennem året. I årets 1. halvår udgjorde de opladelige biltyper 27%, mens de i 2. halvår udgjorde 44%. Dermed er der meget som peger på, at 2022 kan gå hen og blive et endnu større år for den grønne omstilling af bilsalget.

Relaterede artikler