Gå til indhold PrivatPrivat BetaErhvervAL-KontoKigDigital signering Gå til navigation
Industrien sænker sine investeringsforventninger

Industrien sænker sine investeringsforventninger

24. april 2019
Gå til nyhedsoversigt

Dugfriske tal for industriens investeringsforventninger viser, at virksomhederne skruer ned for investeringsomfanget. Industrien forventede tilbage i oktober at øge deres investeringsomfang med 10 procent i 2019 ift. 2018, men dagens tal viser, at det i dag er sænket til 2 procent.

Det er dog ikke så besynderligt, at virksomhederne er blevet lidt mere tilbageholdende med investeringerne. Det sidste halve år har været præget af ekstraordinær stor global usikkerhed med temaer som brexit, italiensk gæld, handelskrig og global vækstafmatning.

Det er derfor ikke så underligt, at virksomhederne holder lidt igen og i takt med, at usikkerheden forsvinder, kan vi håbe, virksomhedernes investeringslyst vender tilbage. Sker det ikke, er det dårligt nyt for dansk økonomi, da investeringer er med til at øge produktiviteten i den enkelte virksomhed, og kan være med til at forlænge opsvinget herhjemme.

Vores hovedscenarie er, at usikkerheden vil blive mindre over de kommende måneder, i takt med der kommer afklaring på brexit og handelskrig. Vi tror, at den globale vækst vil tiltage i andet halvår, og forhåbentlig vil det få virksomhederne til at øge deres investeringer yderligere.

Investeringerne steg mere i 2018, end virksomhederne regnede med

Industrien har også skulle give deres endelige bud på, hvor meget de øgede investeringerne med i 2018, og hertil var svaret 8 procent mod oprindeligt 2 procent. Det er godt nyt for dansk økonomi, da øgede investeringer tager presset ud af arbejdsmarkedet.

Nationalregnskabet viser indtil videre, at erhvervsinvesteringerne steg med 5,1 procent i 2018, men med dagens tal kan man håbe på en opjustering, når de endelige nationalregnskabstal foreligger.

Kontakt

Kontakt

Selvbetjening

Selvbetjening