Lavere producentpriser

Det er små fald, men det er en verden til forskel fra halvandet års tid siden, hvor producentpriserne steg.

Cykelhandler Trækker En Cykel Ud Af Butikken

Nye tal fra Danmarks Statistik viser, at pro­du­cent­pri­ser­ne faldt med 0,9% i marts i forhold til februar. Sammenligner vi med samme tid sidste år, så er pro­du­cent­pri­ser­ne 1,5% lavere.

Om­kost­nings­pres­set for virksomhederne er et helt andet end tidligere. Det samlede pro­du­cent­pri­sin­deks bliver ved med at falde. Det er små fald, men det er en verden til forskel fra halvandet års tid siden, hvor pro­du­cent­pri­ser­ne bragede i vejret. I sommeren 2022 nåede den årlige stigning i pro­du­cent­pri­ser­ne op på vilde 38%.

Udover lettelsen i pro­du­cent­pri­ser­ne er er godt nyt for virksomhederne, så er det også gode nyheder for danskere. Pro­du­cent­pri­ser­ne smitter typisk af på for­bru­ger­pri­ser­ne, hvor om­kost­nings­pres­set væltes over på forbrugerne. Lettelsen i pro­du­cent­pri­ser­ne har også lettet presset på inflationen for de danske forbrugere.

Stigningen i for­bru­ger­pri­ser­ne er faldet markant tilbage. Inflationen er i dag under 1% og toppede til sammenligning på mere end 10% i 2022. Også ker­ne­in­f­la­tio­nen, som fraregner prisændringer på energi og ikke-forarbejdede fødevarer, er faldet fra toppen på 6,7% til i dag 1,7%.

Selvom pro­du­cent­pri­ser­ne er kravlet ned, så er niveauet fortsat højere end for en kort række år siden. Sammenligner vi med for bare tre år siden, så er pro­du­cent­pri­ser­ne i dag fortsat 38% højere. Det har kunne mærkes hos virksomhederne og bidrog til, at inflationen drønede i vejret, mens også konkurserne voksede.

Pro­du­cent­pri­sin­dek­set viser udviklingen i priserne i de varer, som danske pro­du­centvirk­som­he­der sælger til andre virksomheder. Pro­du­cent­pri­ser­ne er en sammensætning af det, som sælges henholdsvis på det danske marked (hjemmemarkedet) og det udenlandske marked (eks­port­mar­ke­det).

Relaterede artikler