Skip til indhold

Renten sættes ned i USA

Så blev den første rentenedsættelse siden december 2024 en realitet.

Grafik Med Høje Huse

Den amerikanske centralbank, Federal Reserve, har netop sænket renten med 0,25 procentpoint. En beslutning, der var bredt ventet og allerede indregnet af markedet. Det betyder, at renten hos den amerikanske centralbank nu lyder på 4,00%-4,25%.

Så blev den første ren­te­ned­sæt­tel­se siden december 2024 en realitet. Det her markerer en genoptagelse af ren­te­ned­sæt­tel­ser­ne efter ni måneders pause. Vi forventer, at der er mere i vente. Præsident Trump har længe kaldt på lavere rente, men ren­te­ned­sæt­tel­sen kommer ikke på præsidentens ordre. Den kommer af træthedstegn på det amerikanske arbejdsmarked, som i øjeblikket præsterer det ringeste siden corona.

Inflationen er fortsat på et niveau højere end målsætningen, men ar­bejds­mar­ke­det viser tegn på træthed og derfor bliver renten sænket nu for at understøtte økonomien og begrænse afmatningen. Siden maj har jobskabelsen i gennemsnit alene været på 27.000 om måneden. I de foregående fire måneder var jobskabelsen på 123.000 om måneden. Og selvom renten bliver sat ned, så er den fortsat på et niveau, hvor pen­gepo­li­tik­ken ikke er lempelig, blot lidt mindre stram.

Højere toldsatser risikerer at dæmpe væksten yderligere, men samtidig skubbe inflationen op senere hen. Og det kan sætte Fed i et dilemma, da lavere vækst inviterer til lavere renter og højere inflation omvendt til højere renter. Kombinationen af økonomisk afmatning og stigende inflation risikerer at blive endnu mere udtalt senere på året og virkeligheden rækker længere end dagens ren­te­be­slut­ning. Derfor er det ikke alene ren­te­be­slut­nin­gen, der var spændende denne gang, men især dot plot, som angiver cen­tral­bank­med­lem­mer­nes egne forventninger til ren­te­ud­vik­lin­gen, og Jerome Powells pres­se­kon­fe­ren­ce.

Det opdaterede dot plot viser en tydelig drejning i Feds pengepolitiske kurs, men også meget stor uenighed blandt medlemmer. Medianen blandt centralbankens medlemmer peger nu på tre ren­te­ned­sæt­tel­ser i 2025 – en opjustering fra de to, der blev indikeret i juni. Flere medlemmer ser behov for yderligere lempelser allerede i fjerde kvartal, og det sender et klart signal om, at Fed ser en lidt større risiko for en opbremsning i økonomien og er parat til at reagere hurtigt og kraftfuldt. Dot plot viser nu dog også, at seks be­slut­nings­ta­ge­re ikke forventer yderligere ren­te­ned­sæt­tel­ser i år, to mener, at kun én yderligere nedsættelse på 0,25 procentpoint ville være nødvendig, hvilket er tydeligt bevis på stor uenighed blandt medlemmer.

Markedet reagerede positivt. Renterne falder lidt, mens aktierne stiger moderat – et udtryk for, at Fed leverede som ventet, men ikke gav anledning til nye forventninger om hurtigere og aggressive lempelser. Der er dog potentiale for en bølgegang, når Powell træder på scenen om et kort øjeblik.

Det er tydeligt, at Fed står midt i en kompleks økonomisk virkelighed, hvor pen­gepo­li­tik­ken skal navigere mellem svagere vækst og risikoen for fornyet prispres. Derfor bliver det vigtigt at høre, hvordan Powell på pres­se­kon­fe­ren­cen vil tale om balancegangen mellem den fortsat for høje inflation og de svagere data fra ar­bejds­mar­ke­det. Investorerne vil især lytte efter, om han åbner døren for yderligere ren­te­ned­sæt­tel­ser allerede i oktober, eller om han vælger at være mere afventende. Vi forventer, at krudtet bliver holdt tørt i oktober for så sidst på året at sænke renten på ny. Men usikkerheden er betydelig, særligt med øjnene rettet på de nye toldsatser og deres påvirkning på inflation og vækst.

Relaterede artikler