PCE-inflation blev som ventet
Det bekræfter, at der stadig er et vist underliggende inflationspres i økonomien.
PCE-inflationen, som er Feds foretrukne målestok for den amerikanske inflation, kom stort set som ventet. Det bekræfter, at der stadig er et vist underliggende inflationspres i økonomien – men ikke i et omfang, der for alvor ryster markedet. Inflationen er fortsat under kontrol, og dagens tal bliver derfor modtaget relativt roligt.
Toldspændingerne mellem USA og resten af verden er tiltaget markant siden årets begyndelse og selv i den uge blev der truet med yderligere told på medicin. Det er derfor både forbrugernes og investorernes frygt, at effekterne af de øgede toldsatser vil kunne aflæses i inflationsdata over de kommende måneder. Vareinflationen kan derfor få et nyt løft, men vi vurderer ikke, at vi står over for en ny inflationsbølge.
Markedet reagerer lidt postitivt med let stigende aktiekurser, ikke mindst fordi tallet kan berolige investorerne lidt midt i en sårbar tid – lige efter at Fed-chef Powell for nylig advarede om, at aktier er højt værdisatte. Kombinationen af fortsat høj inflation og usikkerhed omkring handelspolitik kan dog rykke forventningerne til yderligere rentenedsættelser i 2025 til lidt længere ud i fremtiden. Sammen med de seneste fortsat stærke PMI-tal fra USA, peger dagens tal på, at Fed ikke har travlt med at sænke renten. Væksten er fortsat robust, og inflationen ligger stadig over målsætningen på 2%. Vi forventer at Fed holder renten i ro på oktober mødet og leverer den næste rentenedsættelse til december og dermed vurderer, at markedet aktuelt indpriser for mange rentenedsættelser.
Så længe inflationspresset forbliver moderat og væksten stærk, ser vi dog ikke grund til større aktiekorrektioner i de kommende måneder og forventer at den aktieoptur, som startede tilbage i foråret har mere at give af sig.