Skip til indhold

Globale fødevarepriser stiger fortsat

Der er dog forskelle i prisudviklingen mellem råvaretyperne.

Person Med Indkøbskurv I Supermarket

Nye tal fra FN´s fø­de­va­re­pri­sin­deks viser, at de globale fødevarepriser steg med 1,6% i juli. Dermed er fø­de­va­re­pri­ser­ne steget i 9 ud af de seneste 12 måneder, hvor de er steget med 8% i forhold til for et år siden.

Det er især me­je­ri­pro­duk­ter og vegetabilske olier, som trækker op, mens også kød er steget over det seneste år. Omvendt er prisen på sukker og korn faldet. Fø­de­va­re­pri­sin­dek­set fra FN er baseret på eksporterede og uforarbejdede råvarer og indeholder fem ho­ved­kom­po­nen­ter bestående af korn, kød, me­je­ri­pro­duk­ter, sukker og vegetabilske olier.

De globale fødevarepriser fortsætter med at stige. Så det er altså ikke herfra, at danskerne umiddelbart skal knytte håbet om et snarligt fald i ind­købspri­ser­ne bredt set. Der er dog forskelle i pris­ud­vik­lin­gen mellem råvaretyperne, som i sidste ende godt kan påvirke danskernes priser på forskellig vis. Lige nu er det overordnede billede fra de danske virksomheder, som handler med fødevarer, at priserne set under ét vil forblive nogenlunde uændrede over den kommende tid. Alene 1 ud af 10 forventer at hæve priserne, hvor det til sammenligning var 3 ud af 10 for blot et par måneder siden. Men deciderede prisfald er der omvendt heller ikke rigtig udsigt til, desværre.

Danskerne har i en længere periode oplevet mærkbare stigninger i fø­de­va­re­pri­ser­ne. Alene det seneste år er fø­de­va­re­pri­ser­ne steget med mere end 5%. Og set over de seneste fire år, er priserne i dag mere end 30% højere. Nogle af de kraftigste stigninger er på produkter som kaffe, smør, chokolade, olivenolie og oksekød.

Tal fra Danmarks Statistik viser, at 11% af virksomhederne i detailhandlen med fødevarer vil hæve deres priser i de kommende tre måneder. Omvendt forventer 6% af virksomhederne i fø­de­va­re­hand­len at sænke prisen i den kommende tid. Størstedelen forventer uændrede priser. Tilbage i 2022, hvor priserne for alvor steg, svarede mere end 80% af virksomhederne, at de forventede at hæve priserne. Og det må man konkludere også skete.

En væsentlig pointe til dagens tal for de global fødevarepriser er, at der er en række forskelle mellem danskernes indkøbspris og den globale fødevarepris. Den globale fødevarepris er selveste råvaren, mens danskernes fødevarepris i tillæg er påvirket af forarbejdning, transport og opbevaring. Vi vil med andre ord aldrig ramme en-til-en sammenhæng mellem råvarepriserne og danskernes indkøbspriser.

Relaterede artikler