Skip til indhold

Et år med Trump 2.0

Fra optimisme gennem handelskrig og tilbage til optimisme.

Slørede Mennesker På Gaden I Modlys

I morgen er der gået ét år siden Donald Trump blev genvalgt som USA’s præsident, og det har været et år med store udsving – både politisk og på de finansielle markeder. Da Trump blev genvalgt i november sidste år, var forventningen, at han ville gentage sin tidligere strategi: skat­te­let­tel­ser først, han­dels­kon­flik­ter senere. I stedet vendte han rækkefølgen på hovedet og indledte sin anden periode med en bred handelskrig – ikke kun mod Kina, men mod stort set hele verden. Det skabte uro på ak­tie­mar­ke­der­ne i foråret, og især amerikanske aktier blev sendt nedad. Men i takt med at bekymringen omkring handelskrigens negative påvirkning på økonomien og virksomhedens indtjening er blevet gjort til skamme og nye handelsaftaler er tikket ind, er stemningen vendt, og globale aktier har nået nye rekorder gang efter gang.
 
Aldrig har vi haft én mand, som kunne flytte så mange penge på aktiemarkedet med så få ord. Men med tiden er investorerne også blevet mere hårdhudede overfor Trumps bemærkninger og trusler, hvor i langt de fleste tilfælde lander slutresultatet langt bedre, end hvor truslerne starter. De amerikanske aktier har faktisk klaret sig lige så godt i første år af Trumps anden periode som i det første år af hans første periode – dog med nogle større udsving. Set med de amerikanske briller er der derfor ikke nogen grund til at få panderynker, når man ser på aktieafkastene. Set med danske briller spiller dol­lar­svæk­kel­sen dog ind og er med til at reducere afkastet.
 
For danske investorer har det været en blandet oplevelse, da va­luta­ud­vik­lin­gen var en stærk modvind. Den amerikanske dollar har mistet noget af sin værdi siden at Trump var blevet genvalgt, og det har trukket afkastet på amerikanske aktier ned, målt i danske kroner. Dog også her ser det fornuftigt ud - med noget stabilisering i han­dels­re­la­tio­ner og rentemarkedet, som har priset en del af Feds ren­te­ned­sæt­tel­ser på forskud, forventer vi at det værste omkring dol­lar­svæk­kel­sen ligger klart bag os. Dette giver et mere fortrøst­nings­fuldt billede for danske investorer fremadrettet, hvor vi forventer at afkastet på de amerikanske aktier over det kommende års tid bliver mere drevet af udviklingen på selve aktiemarkedet end i valutakursen.
 
Det globale aktiemarked har slået rekord efter rekord og været rødgloende over de sidste par måneder, men trods den store optur vurderer vi at aktierally har mere at give af sig og at optimismen vil fortsætte i den kommende tid.
 
Fremadrettet ser vi tre centrale drivkræfter, der kan understøtte den fortsatte globale aktieoptur:
 

  • Vækst og renter: Den økonomiske vækst er fortsat robust, og den amerikanske centralbank er i gang med at levere ren­te­ned­sæt­tel­ser – trods vedvarende inflation.
     
  • Regnskaber: Den amerikanske regnskabssæson tegner til at levere stærke resultater, især fra tek­no­lo­gi­sek­to­ren og vi forventer at det vil fortsætte i næste kvartaler. AI-boomet overskygger klart de geopolitiske risici, der måtte påvirke markedet lige nu.
     
  • Risikoappetit: Ri­si­ko­ap­pe­tit­ten blandt investorer er klart tilbage, men der er fortsat rum til at flere in­sti­tu­tio­nel­le investorer kan øge deres allokering til aktier og dermed er der flere penge, som kan finde vej ind i aktiemarkedet.

Midtvejsvalget rammer næste år og dermed er det vigtigt for Trump og det republikanske parti, at vælgerne stemmer på dem, hvilket gør det mere usandsynligt at Trump vil føre en politik, som kan føre til højere inflation og svagere økonomisk vækst samt en, der i sig selv kan udløse markante fald på aktiemarkedet.
 
Midtvejsvalget afgør, hvem der har flertal i Re­præ­sen­tan­ter­nes Hus og Senatet, som er de to kamre i Kongressen. Hvis Demokraterne vinder flertal i ét eller begge kamre, kan de til en vis grad blokere lovgivning, Trump forsøger at få gennemført. Derfor bliver midtvejsvalget afgørende for hvilken politik Trump kan føre i den anden del af sin præ­si­dent­pe­ri­o­de.

Relaterede artikler