Skip til indhold

Eksporten til USA dykkede i august

Det er klart at hæfte sig ved i lyset af de nye toldsatser, som hæmmer danske virksomheder.

Mand Med Sikkerhedhjelm Kikker På En Bærbar Pc

Netop of­fent­lig­gjor­te tal fra Danmarks Statistik viser, at Danmark eksporterede for 172,5 mia. kr. i august. Det er 5,3% mindre i forhold til juli. Til trods for faldet i august er den samlede eksport for hele 2025 løftet med 4,4% i forhold til samme periode sidste år. I august var det både vare- og tje­ne­ste­eks­por­ten, som faldt. Vareeksporten blev reduceret med 6,8% og tje­ne­ste­eks­por­ten med 2,9%.

Isolerer vi tallene for eksporten til USA, så faldt eksporten til USA i august med hele 14%. Eksporten til USA har oplevet nogle voldsomme udsving det seneste år, hvilket kan tilskrives udsigten til nye toldsatser. Dog har niveauet været højere, hvor den samlede eksport til USA i 2025 er 7,6% højere i forhold til samme periode i 2024.

Dansk eksport til USA oplevede i august et mærkbart fald. Det er klart at hæfte sig ved i lyset af de nye toldsatser, som hæmmer af­sæt­nings­mu­lig­he­der­ne for de danske virksomheder. Der er dog langtfra tale om et kollaps i eksporten mod USA, og faldet kommer desuden efter en mindre stigning i månederne op til. Så lige nu er niveauet for eksporten egentlig hæderligt, helt slemt ser det ikke ud, selvom læsningen af dagens tal skar lidt i øjnene. Hertil skal man være påpasselig med at konkludere for meget på en enkelt måneds udsving, men faldet i august skal omvendt helst ikke gentage sig over flere måneder. Det forventer vi nu heller ikke kommer til at ske, men usikkerheden og opmærksomheden er helt klart skærpet.

Tiden for den danske eksport er mere usikker end normalt. Og derfor kan vi heller ikke se os fri for negativ påvirkning fra de højere toldsatser. En ting er, at eksporten til USA kan blive negativt ramt, som månederne skrider frem. Andet er, hvis EU som helhed bliver negativt påvirket i større grad. I det tilfælde står den danske eksport med en større risiko og i et langt bredere omfang.

Relaterede artikler