ECB holder renten uændret
ECB ligger lunt i svinget og fastholder også kursen i dag, helt som ventet.
Den Europæiske Centralbank, ECB, fastholder indlånsrenten på 2%. Det er andet rentemøde i træk, at ECB holder renten uændret. Før det har ECB halveret indlånsrenten fra 4% til 2% gennem 8 rentenedsættelser á 0,25 procentpoint siden juni 2024 og et år frem.
ECB ligger lunt i svinget og fastholder også kursen i dag. Helt som ventet, og ECB er ultratæt på at være i mål. Inflationen er der kommet styr på, væksten peger en smule opad, og centralbanken har brugt det seneste år på at trække renten ned skridt efter skridt. Det aktuelle billede giver ECB lidt frihed til at skabe bare en smule stabilitet omkring renten og stille centralbanken i en mere afventende position. Den kommende tid kan byde på økonomiske påvirkninger af nye toldsatser fra USA såvel som fra øgede forsvarsinvesteringer i Europa, og begge kan skubbe til rentebilledet.
De seneste inflationstal for eurozonen viser, at inflationen lyder på 2,1% og en kerneinflation på 2,3%, hvilket er meget tæt på målsætningen på 2%. Til sammenligning nåede inflationen op på næsten 11% i 2022, hvor ECB løftede renterne for at tøjle inflationen. Men det er med al tydelighed fortid nu.
Vi forventer, at ECB er i eller som minimum tæt på målet med rentenedsættelser. Der kan være en enkelt rentenedsættelse mere i vente, men samtidig går vi ind i en tid, hvor flere faktorer kan skubbe til økonomien og renteforventningerne. For nu tror vi på, at ECB højest sætter renten ned en enkelt gang mere.
Mange danske boligejere med variabel rente har oplevet et pænt rentefald på lånet i tråd med, at ECB og Nationalbanken har sat renterne ned. Særligt boligejere med korteste rentebinding med F-kort har oplevet rentedyk, hvor de fleste har kunne konstatere, at renten på deres lån er faldet med omkring 1,60 procentpoint det seneste års tid. Det største rentefald for boligejerne har dog fundet sted i vores optik, hvilket også skal ses i forlængelse af, at ECB er nær målet.