Globale fødevarepriser fortsætter ned

De seneste 23 måneder er priserne faldet med 27%. Faldet kan også komme forbrugerne til gode.

Barn Kikker På To Køer På Marken

Netop of­fent­lig­gjor­te tal fra FN’s fø­de­va­re­pri­sin­deks viser, at de globale fødevarepriser faldt med 0,7% i februar. Faldet i de globale fødevarepriser har stået på stort set uafbrudt i næsten to år nu. Fø­de­va­re­pri­sin­dek­set fra FN er baseret på eksporterede og uforarbejdede råvarer og indeholder fem ho­ved­kom­po­nen­ter bestående af korn, kød, me­je­ri­pro­duk­ter, sukker og vegetabilske olier.

De globale fødevarepriser fortsætter ned. De seneste 23 måneder er priserne faldet i 21. Det løber op i et samlet fald på 27%. Retfærdigvis skal så også siges, at faldet kommer efter en eksplosiv stigning. De globale fødevarepriser steg med mere end 60% på bare halvandet år tilbage i 2021 og ind 2022. Det betyder derfor så også, at de i dag stadig er højere end for en lille håndfuld år siden trods de seneste to års konstante fald.

Faldende globale fødevarepriser kan også smitte af på danskerne og komme forbrugerne til gode. Danskernes fødevarepriser steg mærkbart gennem 2022, men vi har i løbet af det seneste halve år oplevet et lille fald i ind­købspri­ser­ne. Og næsten 6 ud af 10 de danske fø­de­va­re­bu­tik­ker forventer yderligere at sænke priserne over den kommende tid.

Danskernes fødevarepriser toppede i juli sidste år og er siden faldet lidt mere end 3%. Med til historien hører dog, at danskerne oplevede en enorm stigning i fødevarepriser i 2022 og ind i 2023, og priserne er mere 20% højere i dag end for tre år siden.

Det går mere trægt for faldet i danskernes indkøbspriser end i de globale fødevarepriser. Der er da også en række forskelle mellem danskernes indkøbspris og den globale fødevarepris. Den globale fødevarepris er selveste råvaren, mens danskernes fødevarepris i tillæg er påvirket af forarbejdning, transport og opbevaring. Derfor vil vi aldrig ramme en-til-en sammenhæng mellem råvarepriserne og danskernes indkøbspriser.

Relaterede artikler