Europæisk erhvervstillid i ny tilbagegang
Det europæiske erhvervsliv har svært ved at komme helt op i omdrejninger.
Nye tal viser, at erhvervstilliden i eurozonen falder til 48,9 i september fra 51,0 i august. Dermed får vi en negativ vurdering af de europæiske virksomheders egen økonomiske situation. Det er første gang siden februar, at erhvervstilliden indikerer tilbagegang. Det fremgår af dagens PMI-tal.
Det europæiske erhvervsliv har svært ved at komme helt op i omdrejninger. Erhvervstilliden i eurozonen er i negativt terræn, for første gang siden februar. Servicefagene viser omtrent neutral udvikling, mens den europæiske industri ligger dårligt til. Europas to største økonomier, Tyskland og Frankrig, viser svaghedstegn, om end billedet er mere positivt end for et år siden.
En erhvervstillid under 50 indikerer tilbagegang hos virksomhederne, mens en værdi over 50 indikerer fremgang. Erhvervstilliden i eurozonen krøb i marts over 50 for første gang i knap et år, og indtil dagens tal har den siden indikeret svag fremgang. I oktober sidste år var erhvervstilliden nede og vende med en værdi på bare 46,5.
Erhvervstillidstallene for Frankrig og Tyskland viser, at det ikke er eurozonens to største økonomier der løber forrest. Erhvervstilliden i Frankrig falder til 47,4 fra 53,1 i august, mens den i Tyskland lyder på 47,2 mod 48,4 i august. Det er dog et mere positivt billede sammenlignet med for et år siden, hvor erhvervstilliden lød på bare 44,1 i Frankrig og 46,4 i Tyskland.
Eurozonens økonomiske situation betyder meget for den danske økonomi. Mere end 50% af den danske eksport går til den europæiske økonomi og beskæftiger op mod en halv million danske arbejdspladser.