Tysk erhvervstillid stiger
Det er bestemt en positiv overraskelse. Tilliden ligger dog fortsat svagt historisk set og kun set værre omkring store kriser som finanskrisen, coronakrisen samt ved inflationens toppunkt for et år siden.
Nye tal viser, at den tyske erhvervstillid målt ved Ifo-indekset forbedres for første gang i 6 måneder. Det samlede indeks stiger til 86,9 i oktober fra 85,7 i september. Forventningen var en mindre stigning til 86,0 så dagens tal overrasker ved at være bedre end ventet.
For første gang i et halvt år forbedres den tyske erhvervstillid. Det er bestemt en positiv overraskelse. Tilliden ligger dog fortsat svagt historisk set og kun set værre omkring store kriser som finanskrisen, coronakrisen samt ved inflationens toppunkt for et år siden. Virksomhederne oplever aktuelt et pres fra væsentligt højere renter og en afdampende efterspørgsel. Men det er klart positivt, at vi ser en vending i dagens tal og stigende erhvervestillid for første gang i et halvt år.
Udsigterne til den fremtidige forretningssituation gradvist bliver en smule bedre og stiger for anden måned. Historisk ligger den lavt, men det ser ud til at bunden er ramt. De seneste to måneder er udsigterne for fremtiden således blevet lidt bedre, og det hæfter vi os ved.
Et dybere kig ind i tallene viser, at det særligt er forventningerne til fremtiden, som trækker op i den samlede erhvervstillid i oktober. Dette indeks stiger til 84,7 fra 82,9 i måneden før. Det er det bedste siden maj. Også vurderingen af den nuværende situation peger en smule op, hvor indekset i oktober stiger til 89,2 fra 88,7 i september.
Når vi ser på de hårde tal for den tyske økonomi, så står det sløjt til. Over vinteren var økonomien i teknisk recession efter to kvartaler med negativ vækst. Dertil viser de seneste tal, at økonomien stod bomstille i årets andet kvartal. I næste uge venter nye tal for tysk BNP i 3. kvartal. Udviklingen har stor indflydelse på Danmark gennem vores eksport til Tyskland, som beskæftiger mere end 100.000 danske jobs.
Ifo-indekset er baseret på omkring 9.000 virksomheder inden for fremstillingsindustrien, servicesektoren, handel og byggeri. Virksomhederne giver deres vurderinger af den aktuelle forretningssituation og deres forventninger til de kommende seks måneder.