Tysk erhvervstillid skuffer
Den tyske erhvervstillid falder igen i juni. Faldet kommer ikke som den store overraskelse, efter de seneste BNP-tal viste, at den tyske økonomi er i teknisk recession.
Nye tal for Ifo-indekset viser, at den tyske erhvervstillid falder for anden måned i træk. Det samlede indeks falder fra 91,5 i maj til 88,5 i juni. Det var ifølge Bloomberg ventet et fald til 90,7, så dagens tal overrasker negativt.
Ifo-indekset er baseret på omkring 9.000 virksomheder inden for fremstillingsindustrien, servicesektoren, handel og byggeri. Virksomhederne giver deres vurderinger af den aktuelle forretningssituation og deres forventninger til de kommende seks måneder.
Den tyske erhvervstillid falder igen i juni. Faldet kommer ikke som den store overraskelse, efter de seneste BNP-tal viste, at den tyske økonomi er i teknisk recession. De seneste to måneders fald kommer oven på en lang periode med stigende erhvervstillid. Så stemningen omkring den tyske økonomi er fortsat bedre, end da det så værst ud i efteråret.
Det er særligt forventningerne til fremtiden som trækker ned i erhvervstilliden i juni. Her faldt indekset til 83,6 i juni fra 88,3 i maj. Omvendt faldt vurderingen af den nuværende forretningssituation mindre end ventet til 93,7 fra 94,8.
Efter to kvartaler i streg med negativ BNP-vækst, er den tyske økonomi i teknisk recession. I 1. kvartal skrumpede BNP med -0,3%, og det kom i forlængelse af et fald på -0,5% i kvartalet før. Set i lyset af den seneste tids stride modvind med voldsom inflation, kraftige rentestigninger og øget økonomisk usikkerhed, så kunne tilbageslaget til den tyske økonomi nemt have været langt værre.
Udviklingen i den tyske økonomi har stor indflydelse på den danske økonomi gennem eksporten. Tyskland er Danmarks største samhandelspartner, og eksporten til Tyskland beskæftiger mere end 100.000 danske jobs. Også set gennem de danske briller, er der altså tale om dårlige nyheder i dagens tal.