Stabil krone holder Nationalbanken i ro
Kronen ligger stabilt og tæt på pariteten. Det betyder, at Nationalbanken ikke ser behov for at intervenere i valutamarkederne. Man er dybest set, hvor man gerne vil være og går blot i fodsporene på ECB med renteforhøjelser.
Netop offentliggjorte tal fra Nationalbanken viser, at Nationalbanken ikke intervenerede i valutamarkederne i september. Det er 8. måned i træk, at Nationalbanken ikke intervenerer i valutamarkederne.
Kronen ligger stabilt og tæt på pariteten. Det betyder, at Nationalbanken ser absolut intet behov for at intervenere i valutamarkederne og påvirke kronekursen den vej igennem. Man er dybest set, hvor man gerne vil være og går blot i fodsporene på ECB med renteforhøjelser.
For et års tid siden lå kronen omvendt til den stærke side overfor euroen, og det fik Nationalbanken til at intervenere samt undlade at forhøje renten lige så meget herhjemme, som man gjorde i ECB. Derfor har vi ikke hævet renten lige så meget i Danmark, som man har gjort i eurozonen.
Før de seneste 8 måneders ro nåede Nationalbanken at intervenere i fem måneder for i alt 68 mia. kr., hvor de solgte danske kroner og købte udenlandsk valuta. Det gjorde de for at svække kronen, som lå til den stærke side for et år siden. Og det bidrog til en kronesvækkelse, så kronen ligger ganske tæt på pariteten overfor euroen.
Kronen er aktuelt tæt på det svageste i omkring tre år og utrolig tæt på paritetskursen overfor euroen defineret med fastkurspolitikken. Kronen ligger aktuelt i en kurs på 745,80 kr. for 100 euro. Det er mærkbart tættere på paritetskursen i fastkurspolitikken på 746,038 end for et halvt års tid siden. Tilbage i december var kronen styrket overfor euroen og lå tæt på 743,60.
Den danske Nationalbank har, ligesom ECB, hævet renten 10 gange siden sommeren sidste år. Vi forventer dog, at vi har set den sidste for denne omgang. Indskudsbevisrenten er i dag steget til 3,60% hvor den for lidt over et år siden var i negative -0,60%. Den mærkbare rentestigning har især boligejere med variabelt forrentede lån fået at mærke. For et år siden havde mange en rente i negativt territorium, men er siden steget til omkring 4%. At Nationalbanken ikke har fulgt ECB en-til-en har dog givet en lille renterabat, men det ændrer ikke ved, at renten alligevel er steget mærkbart for boligejerne.