Nationalbanken har fået styr på kronen

Der er kommet styr på kronen efter en lang periode med en stærk krone. De seneste år har Nationalbanken svækket kronen ved at sælge danske kroner og købe udenlandsk valuta. Det har været med til at lette presset på kronen.

Jeppe Juul BorreCheføkonomjjb@al-bank.dk38 48 47 61

Netop of­fent­lig­gjor­te tal fra Nationalbanken viser, at Nationalbanken ikke intervenerede i va­luta­mar­ke­der­ne i juli. Det er sjette måned i træk, at Nationalbanken ikke intervenerer.

Det seneste halve år uden interventioner kommer imidlertid efter fem forudgående måneder, hvor Nationalbanken intervenerede for i alt 68 mia. kr. In­ter­ven­tio­ner­ne foretog Nationalbanken for at svække kronen ved at sælge danske kroner og købe udenlandsk valuta.

Der er kommet styr på kronen efter en lang periode med en stærk krone. For at forsvare kronekursen intervenerede Nationalbanken gennem 2021, 2022 og i begyndelsen af 2023 for adskillige milliarder for at svække kronen. I tillæg undlod Nationalbanken at følge ECBs ren­te­for­hø­jel­ser en-til-en. Det hele har været med til at lette presset på kronen, som nu er tæt på det svageste i omkring tre år og langt tættere på paritetskursen overfor euroen, hvor man gerne vil være. Der er lige nu ikke længere behov for aktivt at svække kronen.

Den danske Nationalbank har, ligesom ECB, hævet renten 9 gange siden sommeren sidste år. Renten er i dag på 3,35% hvor den for et år siden var i negativ på -0,60%. Den mærkbare rentestigning har især boligejere med variabelt forrentede lån fået at mærke. For et år siden havde mange en rente i negativt territorium, men er siden steget til omkring 4%.

Den stærke krone fik dog Nationalbanken i to ombæringer til at hæve renten mindre end hos ECB foruden in­ter­ven­tio­ner­ne. Det gjorde man for at svække kronen, og det er man kommet i mål med. Derfor har vi også set Nationalbanken forhøje renten med eksakt det samme som ECB til de seneste rentemøder.

Kronen ligger aktuelt i en kurs på 745,2 kr. for 100 euro. Det er mærkbart tættere på paritetskursen i fast­kur­spo­li­tik­ken på 746,038 end for et halvt års tid siden. Tilbage i december var kronen styrket overfor euroen og lå tæt på 743,60.

Relaterede artikler