Erhvervstilliden stiger i eurozonen - men ligger lavt
Selvom den tog et lille skridt op, så er den alt andet end prangende. Det er et øv-tal set med danske briller og kan ramme den danske eksport.
Nye tal viser, at erhvervstilliden i eurozonen stiger til 47,1 i september fra 46,7 i august. Det fremgår af dagens PMI-tal. Der var ventet et mindre fald til 46,5 så erhvervstilliden lander lidt bedre end ventet.
En erhvervstillid under 50 indikerer tilbagegang hos virksomhederne. Tilliden har ligget over 50 i de første fem måneder af 2023, men har siden juni befundet sig under 50 og indikerer således tilbagegang. Både industrien og servicesektoren ligger under 50. I industrien lyder tilliden på 43,4 som er lidt lavere end i sidste måned. I servicesektoren er der lidt bedre tillid med 48,4 men som bestemt ikke er en blomstrende stemning og altså til den ringe side.
Erhvervstilliden i eurozonen holder sig lavt. Selvom den tog et lille skridt op, så er den alt andet end prangende. Det er et øv-tal set med danske briller og kan ramme den danske eksport. Industrien ligger ekstremt ringe til, og servicesektoren har også taget turen ned. Stigende renter, tynget efterspørgsel, mindre produktion og stigende omkostninger er en klemme for virksomhederne.
Meget tyder på, at økonomien i eurozonen skrumper i øjeblikket. Det sker efter, at økonomien ellers har vist pæn modstandsdygtighed overfor den massive modvind af høj inflation, kraftige rentestigninger og øget økonomisk usikkerhed, men tiden her og nu tegner klart til at være mere udfordret for virksomheder og økonomi. Økonomien voksede med 0,3% i 2. kvartal. Over vinteren stod økonomien mere eller mindre bomstille og undgik med nød og næppe at være i teknisk recession. Teknisk recession er defineret med to kvartaler med negativ vækst.
Mere end 50% af den danske eksport går til den europæiske økonomi og beskæftiger op mod en halv million danske arbejdspladser. Derfor er den ringere erhvervstillid brandærgerlig set med danske briller. Såfremt opbremsningen i den europæiske økonomi tager til, kan det ramme den danske eksport og danske arbejdspladser.