Gå til indhold PrivatErhvervDigital signering Gå til navigation
Forbrugerne fik det gode humør tilbage i maj

Forbrugerne fik det gode humør tilbage i maj

23. maj 2018
Gå til nyhedsoversigt

Efter et dyk i forbrugertilliden i april måned, fik forbrugerne det gode forårshumør tilbage i maj. Forbrugertilliden steg fra 7,1 til 9,3 i maj måned og korrigeret for sæsonudsving er forbrugertilliden nu tilbage på de høje niveauer fra starten af året.

Det er særligt forbrugernes vurdering af deres egen økonomiske situation i dag, der har forbedret sig markant fra april til maj måned. Truslen om en storkonflikt var højst sandsynligt med til at hive denne komponent nedad i april måned og trække den samlede forbrugertillid ned. Maj måneds stigning afspejler sandsynligvis et lettelsens suk efter at konfliktrisikoen er drevet over. Til gengæld tror forbrugerne ikke, at deres økonomiske situation bliver meget bedre end den er nu, når vi ser et års tid ud i fremtiden.  Der er til gengæld stigende optimisme omkring hele Danmarks økonomiske situation både i dag og i fremtiden.

Tal for dankortomsætningen og detailsalget peger på , at forbrugerne var mere tilbageholdende i årets første måneder. Stigningen i forbrugertilliden i maj måned tyder dog på, at opbremsningen i forbrugslysten var midlertidig. Og forbrugerne har plads til at slække lidt på forsigtigheden uden at sætte privatøkonomien over styr. Stigende beskæftigelse og realløn, lave renter, lavere gæld i forhold til indkomst og voksende formuer giver danskerne et rigtigt solidt udgangspunkt.