Rekordmange hotelovernatninger i 1. kvartal
Den store efterspørgsel på hotelovernatninger ser ud til at fortsætte med uformindsket styrke. Det er særligt de danske gæster, som trækker læsset i årets første måneder.
Friske tal fra Danmarks Statistik viser, at der i 1. kvartal var 3,28 mio. overnatninger på danske hoteller. Det er 26% flere overnatninger end i samme kvartal sidste år. Statistikken går tilbage til 1992.
Det seneste år har hotelovernatningerne slået rekord i 11 ud af 12 måneder, og 2022 som helhed endte også med længder som det år med flest hotelovernatninger nogensinde.
Antallet af hotelovernatninger er rekordhøjt i 1. kvartal. Den store efterspørgsel på hotelovernatninger ser ud til at fortsætte med uformindsket styrke. Det er særligt de danske gæster, som trækker læsset i årets første måneder, men også de udenlandske gæster er stærkt repræsenteret.
De danske gæster har haft 2,18 mio. hotelovernatninger i 1. kvartal. Det er det højeste niveau nogensinde. De udenlandske gæster står for 1,11 mio. overnatninger, hvilket er det tredjehøjeste niveau nogensinde kun overgået af 1. kvartal i 2018 og 2019. Også antallet af overnatninger på campingpladser, feriecentre og vandrerhjem ligger flot til i 1. kvartal. Både feriecentre og vandrerhjem slår rekord.
Antallet af overnatninger på de danske overnatningssteder er flot, særligt set i lyset af, at danskerne har fået deres købekraft markant decimeret med den høje inflation gennem det seneste års tid. Udenfor landets grænser er købekraften også forringet i den seneste tid, og det udgør et risikoelement for turismen herhjemme. Vi ved dog fra bookingtallene på danske feriehuse, at 2023 ser ud til at blive endnu et godt år for antallet af overnatninger herhjemme, og med den gode start på året in mente, er der grobund for travlhed på landets overnatningssteder.