Lavere fødevarepriser i horisonten
Danskerne er sluppet lidt billigere ved kasseapparatet, når de har handlet ind i supermarkedet i de seneste måneder. Prisfaldet ser endda ud til at fortsætte noget tid endnu, hvis vi skal tro virksomhedernes egne forventninger.
Netop offentliggjorte tal fra Danmarks Statistik viser, at 51% af virksomhederne i detailhandlen med fødevarer forventer at sænke priserne i løbet ad de næste tre måneder. For detailhandlen som helhed er der tale om 27% af virksomhederne.
Danskerne er sluppet lidt billigere ved kasseapparatet, når de har handlet ind i supermarkedet i de seneste måneder. Prisfaldet ser endda ud til at fortsætte noget tid endnu, hvis vi skal tro virksomhedernes egne forventninger. 51% af virksomhederne siger i hvert fald, at de vil sænke priserne i de kommende tre måneder, og der kan altså være lidt ekstra luft i vente for danskernes trængte budgetter.
Siden juni har 45% af virksomhederne i detailhandlen med fødevarer i gennemsnit forventet at ville sænke priserne i løbet af de næste tre måneder. For detailhandelen generelt er tallet 21%. Priserne på fødevarer har da også haft pil ned i den seneste tid. Siden juli, hvor fødevarepriserne toppede, er de faldet med næsten 3%.
De lavere priser på fødevarer kan skyldes blandt andet, at omkostningspresset for fødevarevirksomhederne er aftaget. Producentprisindekset for fremstilling af fødevarer faldt i november for femte måned i træk. Selvom der er tale om små fald, falder de på et tørt sted. I samme boldgade er de globale fødevarepriser faldet med næsten 25% siden toppen i foråret 2022.
I foråret sidste år forventede op imod 80% af virksomhederne i fødevarehandlen at hæve deres priser. Fødevarepriserne er da også omkring 20% højere i dag end for to år siden. Der står vi diametralt modsat i dag, hvor den overskyggende forventning er prisfald blandt virksomhederne i fødevarehandlen. På trods af den forventning, skal vi ikke forvente, at de når helt derned igen.