Jobmarkedet buldrer videre - septemberrekord i nye stillingsopslag
Dansk økonomi drøner videre med høj fart.
Nye tal fra Jobindsats viser, at der blev slået 35.062 nye stillinger op i september. Det er det højeste registeret for en september måned i statistikken, som går tilbage til 2004. Samtidig er det det tredjehøjeste nogensinde og kun overgået maj og juni også i år. Antallet af stillingsopslag har generelt ligget på rekordhøje niveauer siden marts, hvor genåbningen for alvor begyndte og sparkede beskæftigelsen og dansk økonomi i gang. Samtlige måneder fra og med marts og frem til i dag har således slået månedsrekorder for de individuelle måneder.
Det danske jobmarked fortsætter simpelthen med at buldre afsted. Endnu en månedsrekord i nye stillingsopslag levner absolut ingen tvivl om, at der er tryk på efterspørgslen efter arbejdskraft. Ledigheden er i dag allerede lavere end før krisen, og beskæftigelsen markant højere, og jeg er ikke i tvivl om, at den udvikling fortsætter. Konklusionen med de her tal i hånden er, at dansk økonomi drøner videre med høj fart, og vi forventer den højeste vækst i 27 år.
De historisk høje stillingsopslag gennem det seneste halve år er bredt at finde indenfor erhvervene. Særligt mange stillingsopslag indenfor sundhed trækker op, mens også efterspørgslen efter arbejdskraft indenfor transport, lager- og maskinførerarbejde samt hotel og restauration trækker pænt op. Hertil fylder rengøring samt salg, indkøb og markedsføring ligeledes i de mange stillingsopslag.
De seneste tal fra Danmarks statistik viser, at køen af ledige i dag er 1.500 kortere end før coronakrisen. Det er enormt glædeligt, at så mange er kommet i arbejde igen og ud af ledighed på så kort tid efter en dyb krise. Ledigheden er i dag den laveste i 12 år. Samtidig er beskæftigelsen i dag 51.000 højere end før krisen. Vi forventer samlet, at beskæftigelsen stiger med 85.000 i år alene.
Bagsiden af medaljen er, at flere virksomheder melder om mangel på arbejdskraft. I byggeriet beretter næsten hver anden virksomhed om mangel på arbejdskraft, mens blot hver tiende gjorde det sidste sommer. For servicevirksomhederne melder omkring hver tredje virksomhed om mangel på arbejdskraft, hvilket var rundt regnet hver 20. sidste sommer.
Der er i dag også offentliggjort tal for antallet af åbne stillinger, som i september lød på knap 62.000. Det er stort set uændret i forhold til august og antallet af ledige stillinger ligger og svæver omkring sit eget rekordhøje niveau. Antallet af ledige stillinger var en anelse højere i maj og juni, men ikke desto mindre er der i øjeblikket stadig tale om et rekordhøjt niveau, som sætter tidligere tiders højder fuldstændig til vægs.