Ledige stillinger væltede frem i 3. kvartal - efter rekorddyk i 2. kvartal
Antallet af ledige stillinger i den private sektor steg til 31.715.
Netop offentliggjorte tal fra Danmarks Statistik viser, at antallet af ledige stillinger i den private sektor steg til 31.715 i 3. kvartal mod 24.863 i 2. kvartal, når der tages højde for sæson. Dermed steg antallet af ledige stillinger på et enkelt kvartal med næsten 7.000, hvilket er det højest registrerede i statistikkens 10-årige historie. Fremgangen skal ses i lyset af et rekordfald i kvartalet før, hvor antallet af ledige stillinger dykkede med mere end 10.000. Inden coronakrisen lød antallet på omkring 35.000 stillinger.
Omfanget af ledige stillinger væltede frem i 3. kvartal, og det taler sit tydelige sprog om, at genopretningen havde fin fart på. Alt andet havde da også været katastrofalt. De mange ledige stillinger blegner dog en smule, når vi tager in mente, at der også var 25.000-30.000 flere til at fokkes om de ledige stillinger, efter coronakrisen bankede ledigheden i vejret. Og vi taler altså stadig om en merledighed på næsten 23.000, så flere ledige stillinger er i den grad en efterspurgt ting i øjeblikket. Dog er udsigterne ikke ligefrem blevet bedre på det seneste med den øgede smitte og de nye restriktioner.
Vi kan bruge dagens tal til at konkludere, at der var rigtig god fart på genopretningen i de foregående kvartal, men så slutter det stort set også der. Dagens tal er i sin helhed allerede forældede, da vi står et godt stykke inde i 4. kvartal, og der samtidig er mere friske statistikker at se på. Tager vi derfor et blik på de mere friske statistikker, så fortæller de imidlertid en historie med helt samme kapitler om en aktuel høj efterspørgsel efter arbejdskraft. Ifølge de daglige og ugentlige tal fra Beskæftigelsesministeriet bliver der fortsat slået nye stillinger op i en rivende fart og langt over gennemsnittet for de foregående fem år. Det har dybest set været billedet siden i sommer. Så sent som i sidste uge blev der slået 6.200 stillinger op på Jobnet, hvilket er 2.000 flere end gennemsnittet for de forgangne fem år.
Der skal ikke herske nogen tvivl om, at vi går et par tunge måneder i møde på beskæftigelsesfronten ovenpå den mærkbart øgede smitte og seneste runde af restriktioner. I øjeblikket er merledigheden under coronakrisen på knap 23.000, og vi frygter, at det tal kan komme til at lyde på 25.000-30.000 om blot et par måneder. Det er dog langt fra noget, som kommer til at kunne måle sig med forårets smittebølge og nedlukning, hvor coronaledigheden bragede i vejret med mere end 50.000 personer. Vi står med en bedre udgangspunkt i dag og med mere målrettede restriktioner. Med andre ord ser vi ledigheden stige i visse dele af økonomien, særligt i serviceerhvervene, mens øvrige dele af økonomien viser ganske fine robusthedstegn. Samtidig bidrager det også til fortrøstningsfuldheden, at den gradvise forøgelse og smitte og restriktioner i oktober og november ikke har sat sig i efterspørgslen efter arbejdskraft, som er fortsat høj, og ej heller sendt ledigheden op endnu.