MitID

MitID

Digitale løsninger bliver erstattet af nye over tid. Det gør de, fordi de skal være sikre og kunne følge med udviklingen. Derfor bliver NemID til MitID - overgangsfasen starter i oktober 2021.

MitID bliver din kommende digitale identitet, som du skal bruge, når du logger ind, godkender handlinger eller har brug for at skrive under digitalt. 

Er dine ID-oplysninger opdateret?

Mange danskere modtager disse uger et brev fra Digitaliseringsstyrelsen i e-Boks, der beder dem bekræfte deres identitet inde i NemID-appen med deres fysiske pas. Du vil blive bedt om bekræftelsen, hvis du ikke allerede lever op til de nye sikkerhedskrav. 

Når først du har bekræftet din identifikation med passet én gang, skal du ikke gøre det igen.

Lever dit NemID allerede op til de nye sikkerhedskrav, får du intet brev og skal ikke foretage dig noget. Du får senere besked i din net- eller mobilbank om, at du kan tage MitID i brug.

Læs mere om opdatering af ID-oplysninger i NemID nøgleappen på borger.dk 

Forskelle på NemID og MitID

Selvom MitID er udviklet og opbygget anderledes end NemID, kommer MitID i store træk til at minde meget om NemID. Du skal dog vænne dig til nye måder at logge ind på, da du ikke længere kan bruge NemID nøglekort eller NemID nøgleapp. En anden forskel er, at MitID er mere sikkert. Det bliver vanskeligt for andre at udgive sig for at være dig, ligesom du selv har mulighed for at sikre, at det er det rigtige sted, du udfører din handling og fx ikke på en falsk hjemmeside. Derudover vil du få en notifikation, hvis der er sker en kritisk hændelse, som fx kræver, at du spærrer dit personlige MitID.  

Sådan får du MitID

Når det er din tur til at få MitID, vil du modtage en besked fra os. Beskeden får du enten i din net-/mobilbank eller i Digital Post. Hvis du har NemID i dag og desuden har net- eller mobilbank, får du dér MitID ved at gå igennem en flertrinet selvbetjeningsproces. Du skal ikke foretage dig noget, før du får besked fra os om, at det er din tur til at få MitID. Der kan dog gå et stykke tid, før det er din tur, da der er mange, som skal have MitID.

Hvis ikke du har net- eller mobilbank her hos os, får du besked om, hvordan du i stedet får MitID. 

Fakta om MitID

  • MitID bliver indført fra oktober 2021

  • NemID lukker, når MitID er fuldt indfaset i 2022

  • I en periode vil der være steder, hvor du skal bruge MitID og andre
    steder NemID. Du skal derfor beholde dit NemID, indtil du får andet at vide
  • NemID nøglekort og NemID nøgleapp kommer til at udgå. I stedet kan du få MitID
    appen, eller hvis du ikke har mulighed for at bruge MitID appen, så kan MitID kodeviser eller MitID kodeoplæser bruges

  • MitID bliver Danmarks eID-løsning og vil kunne bruges på tværs af EU. Du vil fremover
    derfor kunne identificere dig med MitID på andre europæiske landes offentlige e-services

Læs mere om MitID her

FAQ om MitID

Her finder du svar på de hyppigst stillede spørgsmål om MitID.

  • Hvad er MitID – og hvem kan få det?

    MitID er afløseren for NemID. Det er MitID, som du skal bruge, når du skal bevise, hvem du er, når du logger ind, godkender handlinger eller har brug for at skrive under digitalt. Du kan bruge MitID til alt det, som du tidligere har brugt NemID til. Alle med NemID skal have MitID. Overgangsfasen til MitID starter i oktober 2021. Man kan få MitID, fra man er 13 år.

  • Hvordan og hvornår får jeg MitID?

    MitID kommer i oktober 2021. Indtil da skal du bare bruge NemID, fuldstændig som du plejer. For at få MitID skal du igennem en række trin i net- eller mobilbanken. Du får besked, når det er din tur til at få MitID. Der kan dog godt gå lidt tid, før det er din tur, da der er mange, der skal have MitID. 

  • Hvordan kommer MitID til at se ud?

    MitID bliver først og fremmest en app, hvor man blot skal swipe for at godkende med MitID, ligesom du i dag måske kender det fra NemID nøgleapp. Har du ikke mulighed for at bruge appen, er der alternativer, nemlig MitID kodeviser og MitID kodeoplæser. Læs mere om identifikationsmidlerne her.

  • Hvad skal jeg gøre anderledes med MitID?

    Selvom MitID er udviklet og opbygget anderledes end NemID, kommer MitID i store træk til at minde meget om NemID, når du skal bruge det. Du skal dog vænne dig til nye måder at logge ind på, da du ikke længere kan bruge NemID nøglekort eller NemlD nøgleapp.

  • Hvordan bliver jeg klar til MitID?

    Du får automatisk besked, når det er din tur til at få MitID. Men du kan med fordel forberede dig, så det går så nemt som muligt. Du kan fx finde på et bruger-ID, som er det, du skal taste, hver gang du skal bruge MitID. Det må dog ikke være dit CPR-nummer, og så skal det være unikt. Det vil sige, at der må ikke være andre end dig, der har det. Hvis ikke du allerede har NemID nøgleapp, kan du desuden med fordel downloade den i App Store eller Google Play. Så er overgangen til MitID appen nemmere.

  • Hvorfor lukker NemID?

    NemID er en sikker løsning i dag, men vi kan ikke være sikre på, at det bliver ved med at være tilfældet. MitID er bygget helt fra bunden på den måde, som gør systemet lettere og hurtigere at tilpasse, både i forhold til de krav og digitale trusler, som vil møde os i fremtiden. 

  • Hvornår lukker NemID?

    Selvom du får MitID, skal du beholde NemID indtil videre. Det skal du, fordi der i en overgangsperiode kan være enkelte steder, hvor du stadig skal bruge NemID, indtil NemID er endeligt udfaset. Du får besked, når du ikke længere skal have NemID. 

  • Jeg bor i udlandet – hvordan får jeg MitID?

    Alle med NemID skal have MitID – også selvom du bor i udlandet. Hvis du har net- eller mobilbank i en dansk eller grønlandsk bank, får du MitID via din net- eller mobilbank. Hvis ikke du har det, skal du have MitID på i en anden selvbetjeningsløsning. Du får besked, når du skal gøre noget.