Inflationen i USA stiger igen
Der er dog fortsat udsigt til, at den amerikanske centralbank sænker renten i næste uge
Inflationen i USA stiger igen – de seneste tal viser, at den samlede inflation stiger fra 2,7 % til 2,9 %, mens kerneinflationen holder sig uændret på 3,1 %, som ventet. Konklusionen er en blandet pose bolsjer: på den ene side ser vi en pause i stigningen i kerneinflationen. På den anden side stiger den samlede inflation igen og inflationen befinder sig fortsat et nøk højere end målsætningen på 2%. Efter flere måneder med stædige prisstigninger, havde markedet håbet på et vendepunkt. Og selvom kerneinflationen ikke stiger yderligere, er det stadig for tidligt at kalde det et gennembrud. Det ligner mere en pause end et reelt skifte.
Selvom inflationen stiger, er der fortsat udsigt til, at den amerikanske centralbank sænker renten i næste uge. Vi forventer at Fed vil genoptage rentenedsættelserne allerede i næste uge, og signalere, at kursen fremad er afhængigt af hvordan inflationen og arbejdsmarkedet udvikler sig i de kommende måneder. Inflationen er stadig for høj til at lempe meget aggressivt, men arbejdsmarkedet viser tegn på træthed, og det lægger pres på Fed for at støtte væksten.
Inflationen vil formentlig i de kommende måneder være afgørende for hvor meget manøvrerum, den amerikanske centralbank har – alt imens Fed skal navigere mellem svage jobtal, høje toldsatser og en inflation, der stadig truer med at bide sig fast på et niveau højere end de ønskede 2%.
De fulde effekter af de høje toldsatser er ikke slået igennem endnu og derfor forventer vi at Fed vil gå forsigtigt til værks. Inflationen er ikke ude af kontrol – men heller ikke helt under den. I takt med at Fed sætter renten ned, skal centralbanken balancere på en knivsæg mellem at støtte vækst og undgå at puste til gløderne. Fed står over for et klassisk dilemma: skal man handle på svage jobtal og håbe, at inflationen følger med ned – eller vente og risikere, at prispresset vender tilbage med fornyet styrke?