Skip til indhold

Lille stigning i ledigheden

Ledigheden er yderst stabil. Her står september ikke til at ændre den konklusion overhovedet.

Snedker Arbejder I Værkstedet

Le­dig­heds­in­di­ka­to­ren fra Styrelsen for Arbejdsmarked og Rekruttering (STAR) viser, at ledigheden står til at stige i september med blot 300 personer, når man tager højde for sæsonudsving. Det er mere eller mindre uændret fra de foregående måneder, og ledigheden står altså utrolig stabilt i øjeblikket.

Ledigheden er yderst stabil. Her står september ikke til at blive nogen undtagelse, som ændrer den konklusion overhovedet. Det er utrolig positivt, og vidner om et virkelig stærkt arbejdsmarked. Der er fortsat pæn efterspørgsel efter arbejdskraft, og beskæftigelsen slår bare rekord efter rekord. Det holder ledigheden i kort snor, og det er da også vores forventning, at det billede fortsætter i den kommende tid.

Ledigheden har ligget stabilt på omkring 87.000-88.000 gennem 2024 og 2025. Til sammenligning var der før corona mere end 100.000 ledige, og i perioden 2015-2019 i gennemsnit godt 110.000 ledige i Danmark. Med andre ord er niveauet et godt stykke lavere i dag.

Beskæftigelsen fortsætter med at drøne frem. Alene i 2025 er beskæftigelsen steget med mere end 21.000 personer og steget til rekordhøje 3.060.000 lønmodtagere i arbejde. Vi forventer, at be­skæf­ti­gel­ses­frem­gan­gen fortsætter, og at der derved er nye rekorder i vente. Det vil være med til at holde ledigheden til den lave side. 

Der er i øjeblikket usikkerhed fra udenfor landets grænser, som kan påvirke, særligt nye toldsatser fra USA. Det er dog ikke noget, som har slået sprækker i det danske arbejdsmarked bredt set. Vi forventer da også, at ar­bejds­mar­ke­det fortsat vil præstere, hvor det i de seneste perioder med corona, høj inflation og kraftigt stigende renter har vist stor modstandskraft og blevet ved med at vokse og slå nye rekorder. 

Relaterede artikler